Omkring 200 mennesker var søndag samlet i landstingssalen på Christiansborg for at markere FN’s Internationale Fredsdag, og en af talerne var byrådsmedlemmet Suzan Daoud (S), der i sin opvækst havde konflikter tæt på livet i en flygtningelejr i Baalbeck i Libanon.
– Tusind tak for invitationen. Det er en ære at stå her i dag og markere FN’s Internationale Fredsdag sammen med jer. For mig handler fred ikke kun om store konflikter langt væk – fred starter tæt på: i os selv, i familien, i lokalsamfundet, sagde hun i sin tale, hvor hun tog afsæt i sin egen opvækst i en flygtningelejr og møde med danskerne.
Her kommer talen i sin helhed, som den blev holdt i landstingssalen.
“Mit navn er Suzan Daoud, og i dag vil jeg dele min historie. Det er en fortælling om identitet, mod og om at bygge bro mellem mennesker.
Jeg blev født i en palæstinensisk flygtningelejr i Baalbeck, Libanon – midt i krig og utryghed. Vores hjem blev bombet flere gange, og vi søgte tilflugt i beskyttelsesrum. Skoene stod altid ved døren, tasken med tøj og mad var pakket. Vi var altid klar til at flygte.
Den usikkerhed fulgte med, da vi kom til Danmark i 1992. I begyndelsen stod skoene stadig ved døren, og om natten sov vi med tøjet på. Det tog tid at finde trygheden. Langsomt vænnede vi os til, at der ikke faldt bomber her.
Den 11. november 1992 er en af de vigtigste dage i mit liv – næsten som en fødselsdag. Den dag fik vi nøglerne til vores nye hjem og begyndte et nyt kapitel. Det var mere end en flytning; det var begyndelsen på håb og nye muligheder.
Jeg husker de allerførste tanker, jeg havde: Hvor venlige ville danskerne være? Hvordan ville mit nye hjem se ud? Og vigtigst af alt: Hvordan ville danskerne møde os? Vi var nervøse – men vi blev mødt med smil og åbenhed. Den varme modtagelse var afgørende for, at jeg kunne falde til.
Identitet er ikke kun, hvor vi kommer fra – det er også, hvem vi vælger at være. Jeg er ikke blot palæstinenser og tidligere flygtning. Jeg er mor, farmakonom, byrådsmedlem og aktiv i foreningslivet – og nu også forfatter og foredragsholder. Ja, mine oplevelser har formet mig. Men jeg har også valgt, hvem jeg vil være.
Det kræver mod at finde sin plads i et nyt land: mod til at lære sproget, forstå kulturen, stå ved sin baggrund og samtidig række ud. At sige: »Her er jeg – med min historie, mine drømme og min tro på en bedre fremtid.«
For mig er fred ikke bare at bomberne holder op med at falde. Den fred, der virkelig betyder noget, er både indre og ydre:
- Indre fred er, når frygten slipper sit tag – når jeg kan være mig selv uden hele tiden at forvente det værste.
- Ydre fred er, hvordan vi møder hinanden – med respekt og vilje til at forstå det, vi ikke deler.
At bygge bro er at tale sammen. At bygge bro er at handle. At bygge bro er at række ud, vise medmenneskelighed og lytte – også når det er svært. Vi fortæller vores historier og giver plads til andres.
At bygge bro kræver mod til at møde dem, der står et andet sted end os. Vi rækker ud og står samtidig fast på vores identitet, selv om det kan være ubekvemt – måske endda når den anden ikke vil høre mere.
Dette mod er vores egen indre fred; det er betingelsen for, at vi kan bevare vores identitet.
Det var ikke nemt at starte forfra. Alt var nyt: sprog, kultur, hverdag. Men med tiden fandt jeg min stemme. Selv efter krig og flugt kan man skabe håb. Noget nyt. Noget godt. For fred er ikke blot fravær af konflikt – det er en rejse, der kræver mod, håb og vedholdenhed.
I min selvbiografi “Vejen væk fra Baalbeck” fortæller jeg netop om den rejse: at vokse op i uro, finde fred i mig selv og vælge min egen identitet i stedet for at lade andre definere den.
Men når en militær overmagt angriber og besætter et land, ødelægger den ikke blot indbyggernes fysiske hjem, men også troen på brobygning – troen på, at de har ret til at være dem, de er. Det er mit eget folks smertefulde erfaring, men desværre er der mange andre folk, der lider under lignende uretfærdige, blodige overgreb.
Betingelsen for at alle mennesker kan opnå den styrke og det mod, der skal til for at bygge bro og stå ved, hvem de er, er den reelle fred – at der ikke øves militær vold.
Så mange årtier efter afslutningen af to frygtelige verdenskrige har verdenssamfundet stadig et uindfriet ansvar: at beskytte alle folk mod overmagters angreb og beskytte alles ret til at leve i fred og udvikle sig værdigt i samarbejde med andre landes folk.
Fred kommer ikke af sig selv. Vi må vælge den – hver eneste dag. Her er små skridt, vi kan tage sammen:
- • Lyt til andre. Bag hvert menneske gemmer sig en historie.
- • Vær nærværende. Et smil, en hilsen eller en kop kaffe kan gøre en forskel.
- • Stå fast på det, du tror på – også når det er svært.
- • Skab fællesskab på tværs. Vi lærer mest af dem, der er forskellige fra os.
Til sidst: lad os også huske, at fred begynder med os alle. I en tid, hvor konflikter raser i mange dele af verden, er det mere nødvendigt end nogensinde at række ud til hinanden. Verden er fyldt med uretfærdighed. Men vi har magten til at vælge fred. Vi har magten til at vælge medmenneskelighed. Vi har magten til at vælge håb.
Mit håb er, at vi går herfra i dag med en stærkere tro på, at vi kan ændre verden – én handling ad gangen. At vi kan skabe en verden, hvor fred ikke kun er en drøm, men en virkelighed.
Tak for jeres tid.”
