Hvad var det særlige ved Elizabeth, da hun stod til festen på Hotel Prinsen og pludselig var uden ledsager, fordi Peters ven blev kaldt hjem? Alt! Alt ved Liz var noget særligt, smiler Erik Peter Hansen her 65 år senere, når han skal fortælle historien om den unge kvinde, der i september 1960 kom til slotsbyen for at studere på Den Engelske Skole, på College of Physical Education i Fredensborg.
På bordet foran ham har datteren Inge fundet familiens fotoalbums frem, og man kan i udklippene se, hvordan aviserne dengang i Sydafrika berettede om Miss Elisabeth Unite, daugther of Mr. And Mrs. S. G. Unite of Illovo. ”She has arrived in Denmark by air from Johannesburg and is studying psycical culture in Fredensborg, near Copenhagen, for a year”, skrev en avis. Da året var gået, var hun ringforlovet med en ung mand fra slotsbyen, og opholdet blev begyndelsen på et lykkeligt liv, der bragte den unge gymnast og svømmer rundt i verden – herunder også som svømmelærer for emirens familie i Bahrain.
Hvordan det gik til – ja, det er lidt af en historie, og den begynder med Erik Peter Hansen, der var nyudlært murer i Fredensborg i midten af 1950’erne, et flittigt medlem af Fredensborg Roklub og om vinteren gæst på gymnastikskolen, der lå på Østrupvej, hvor der indtil for kort tid siden var vandrerhjem.
Det var en international skole, hvor unge mennesker kom tilrejsende fra hele verden, og en af dem kom fra Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe. Ben Loxton, hed han, og han blev ven med Peter, da de delte mange fælles interesser – blandt andet at køre cykelløb. Da Ben rejste tilbage til Bulawayo i Sydrhodesia, aftalte de to, at han skulle give besked, hvis der en dag var arbejde at få som murer i Sydrhodesia.
Den dygtige murer fløj ned over Afrika
Et par år gik, og en dag i 1957 kom brevet, pakket som luftpost, så man foldede kuverten ud og læste indholdet. Den 21-årige Peter gjorde sig klar til at rejse.
– Jeg mener, at billetten derned kostede 3000 kroner, og det var mange penge dengang, men det var ikke noget problem, for jeg var jo ungkarl. En morgen klokken 9.30 tog jeg fra Hovedbanegården til Düsseldorff, og derfra fløj jeg resten af vejen, fortæller Peter om turen, der gik ned over Nice, Libyen, Egypten, Victoriasøen i Afrika og til sidst Johannesburg – i maskiner, der ofte fløj lavt hen over ørkenområderne og med godt 300 kilometer i timen.
De andre sagde til mig, at jeg ikke kunne ramme en elefant i røven med en banjo på en halv meters afstand
Den 89-årige Peter bor i Fredensborg og er en mand, der har let til en perlende latter – ikke mindst når han skal fortælle om de to år i byen Bulawayo, hvor han var en dygtig murer i den ganske pæne by fra kolonitiden.
– Vejene var så brede, at man kunne vende med en oksetrukket kærre med 12 okser spændt for. Men en god jæger var jeg ikke. De andre sagde til mig, at jeg ikke kunne ramme en elefant i røven med en banjo på en halv meters afstand, griner Peter, imens han viser billeder af sig selv og vennerne fra de år.
Man kan se dem ligge henslængt i khaki shorts eller på ture i områdets vildtreservater, og det var spændende år, men for den unge Peter skulle det være et kortere eventyr. Han rejste hjemad som 23-årig.
Nyforelskede og klædt ud med vildkatteskind
Derfor stod han til festen på Hotel Prinsen i efteråret 1960, da hans gode kammerat kom over til ham og spurgte, om han ikke lige kunne holde den unge Elizabeth med selskab, fordi kammeraten var blevet telefoneret hjem til et vigtigt ærinde.
Fotografierne i de album, som Elizabeth mange år senere lavede, fortæller lidt om det syn, der må have mødt den unge murer. Han var selv en nydelig ung herre, da han mødte gymnasten og svømmeren fra Sydafrika, som han vist nok allerede havde lagt mærke til på gymnastikskolen.
Datteren Inge bryder her ind i samtalen.
– I havde jo noget til fælles, noget at snakke om, fordi du havde været i Sydrhodesia, far…, siger hun, og Peter svarer smilende:
– Nu skal du ikke gøre det for let for mig. Jeg var ikke den eneste, der var interesseret…
Historien derefter fortælles ganske flot af albummets billeder, der viser Elizabeth i en moderigtig højhalset striktrøje med mørkt og let krøllet hår, særligt om ørerne, og et billede af collegeværelset med skøjterne fra vinteren hængende fra en knage på væggen, imens træerne igen har grønne blade.
På et andet billede står Peter i frakke og med halstørklæde, smilende ved lågen ind til sine forældres hus i nummer 14. I baggrunden ses nummer 12, et ældre hus, der blev ødelagt ved en eksplosion, og hvor der senere blev opført det hus, som Peter og Elizabeth købte i 1985, i en årrække udlejede, og derefter flyttede til i 2001 efter mange år i udlandet.
På et tredje billede ses Liz og Peter til en rollespilsfest på Hotel Prinsen, hvor de er udklædt i… Ja, hvad er det egentlig?
– Det er vildkatteskind, som jeg havde med hjem fra Bulawayo, og møllene har nok taget dem nu. Jeg har ikke set dem i mange år, og … jeg skammer mig også lidt over dem, fordi kattene blev dengang fanget på den mest grusomme måde, fortæller Peter, der som ung murer måtte tage imod sin kommende svigerfar, der ilede til Fredensborg for at se, hvad datteren var ved at rode sig ud i.
Mødet gik godt, selvom der var en del på spil.
– I Sydafrika var murerne ofte de fattigste, men Georg og Winnifred var fantastiske mennesker. Jeg er altid blevet mødt med åbne arme af mine svigerforældre.
Lykkelige år med arbejde og akvareller
Da Elizabeth i slutningen af 1961 forlod Fredensborg, tog hun til England for at undervise i et år, og i den periode holdt de to forlovede kontakten ved at skrive breve. I januar 1963 blev de gift i Johannesburg, og på billederne ligner det et bryllup i overklassen med morning suit og høj hat frem til klokken 15.00.
Igen griner Peter ved minderne, for hvad giver man i medgift i Sydafrika, hvor gommen ofte kom med kvæg? Det kunne han ikke dengang købe som tilrejsende. I stedet købte han fem små lejetøjsbiler, Cadillacs og ikke cattle…
På billedet herunder kan I se det lykkelige ægtepar på bryllupsdagen og i årene efter, at parret havde holdt guldbryllup. Artiklen fortsætter under billedet.
I 1980’erne flyttede ægteparret fra Sydafrika, da døtrene Inge og Lise var store teenagere. På det tidspunkt havde Peter uddannet sig til konstruktør og havde ledelsesposter i store ingeniørfirmaer, hvor han ofte var udsendt i årelange perioder – blandt andet til Bahrain for et datterselskab til Rasmussen & Schultz.
Elizabeth døde i 2021, men i de korte billedtekster i fotoalbummet træder hendes stemme frem, og hun var enestående til at skabe et hjem for familien, hvor end de kom frem, fortæller datteren.
Hun malede akvareller, og hun underviste i svømning, men hvordan gik det som kvinde i Bahrain? Jo, hun blev såmænd svømmelærer for hele emirens familie.
– It’s not what you know, but who you know, konstaterer Peter i hjemmet i Fredensborg, hvor Elizabeths akvareller af blomster og skildringer af gadelivet i Bahrain hænger på væggene.
To ting skal med her i slutningen af denne fortælling.
Rød som en tomat og alene med vilddyrene
Peter fortæller, at hans forældre engang besøgte ham og Elizabeth i Sydafrika. De tog ud i et vildreservat og stod i et udsigtstårn, men børnene Inge og Lise blev utålmodige, og derfor kørte Peter og Elizabeth en lille tur.
– Solen var ved at gå ned, og opsynsmanden kom og sendte mine forældre ud af tårnet, der skulle aflåses. Da vi kom tilbage med bilen, stod de nede foran tårnet. Jeg har aldrig set min far så rød i hovedet – han var tomatrød, klukler Peter ved mindet, for at stå alene i den afrikanske natur med dens lyde og vilde dyr var uvant for faderen, der var slotsgartner i Fredensborg slotshave.
Den anden ting handler om de chancer, man kan tage i kærlighed. Årstallet er 1962, parret er ringforlovet, men de ser ikke hinanden i det år, hvor Elizabeth tog til England? Var Peter nervøs for, at kærligheden kunne glippe?
På vej ud, da han siger farvel, ryster han på hovedet.
– Jeg mente, at jeg var god nok, smiler han.
Fakta
- Tak til Erik Peter Hansen og datteren Inge Nørgaard for gæstfrit at invitere på frokost og fortælle historien om en forelskelse i miljøet omkring Den Engelske Skole i Fredensborg – og alt det gode, der siden skete.
- Historien kommer, efter at TjekFredensborg for nogle uger siden skrev om Den Engelske Skole, der engang lå på Østrupvej og havde et godt ry i den engelsksprogede verden i 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne.
- En del af byens unge kvinder giftede sig med tilrejsende englændere – måske nogle kendte til historierne? Ja, lød reaktionen fra Peter og datteren Inge. Men det var nu en ung kvinde, der kom til byen…
- Af artiklen for et par uger siden fremgik det, at historien om Den Engelske Skole var ved at gå i glemmebogen. Daniel Jørgensen, vært og journalist på Radio Humleborg, fortæller dog, at han i tiden med det første forpagterpar på vandrerhjemmet gik med reklamer og aviser og så, hvordan der dengang var opsat en lille artikel om gymnastikskolen på en vandrerhjemmets vægge.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.
Fik I læst? Engang var det mødrenes skræk og døtrenes fryd
Historien om ”Den Engelske Skole” eller ”Fredensborg College of Physical Education” er efterhånden gået i glemmebogen.
