14. november 2025

En god start i livet er et fælles ansvar

Suzan Daoud (S), byrådsmedlem og byrådskandidat

Share

Alle børn fortjener en tryg og god start. Det ansvar må vi som samfund løfte i fællesskab. Det starter med de steder, hvor børn opholder sig det meste af deres hverdag: i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.

Jeg vil især kæmpe for flere pædagoger i daginstitutionerne. Børn har brug for nærværende voksne, som ser dem, guider dem og skaber trygge rammer for deres udvikling. Forældre bør kunne aflevere deres barn hver morgen med vished om, at deres barn mødes med omsorg og opmærksomhed – ikke tilfældige vikarer og stressede ansatte.

Annoncer

I folkeskolen skal faglighed og trivsel gå hånd i hånd. Lærerne skal have tid og ro til at undervise og til at kende deres elever. Eleverne skal mødes som de unikke individer, de er – med styrker, drømme og forskelligheder. En stærk folkeskole er fundamentet for et stærkt lokalsamfund.

Efter skoletid har børn og unge brug for meningsfulde fællesskaber. Gode fritids- og klubtilbud kan gøre en kæmpe forskel – for dem, der søger venskaber, men også for dem, der har brug for et pusterum i en travl hverdag. Det handler om at skabe rammer, hvor unges stemmer høres, hvor de kan vokse, lære og finde deres vej.

At investere i børn og unge er ikke en udgift – det er en investering i fremtiden. Lad os prioritere det, der betyder noget: At alle børn får en virkelig god start i livet.

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder