14. november 2025

Desværre, er svaret. Man skal visiteres for at købe mad…

Af Grethe Troensegaard, kandidat til Fredensborg Seniorråd

Share

Den kommende ældrelov giver selvbestemmelse til borgerne – sådan udtrykkes det i hvert fald.  Det betyder, at beboerne på plejehjem i fremtiden blandt andet kan danne et ”madpanel”.

So far so good, når det drejer sig om plejehjemsbeboere. Anderledes vil det formentlig blive for den gruppe folkepensionister, der har kunnet købe et måltid varmt mad – og endda få mulighed for at købe en halv portion, hvis man er småtspisende. Det er usikkert, om denne ordning, der blev indført i 2019, stadig vil være gældende. 

Annoncer

Vore folkepensionister har fået den klare besked, at de skal visiteres til at spise i caféerne –  hvordan en visitation skal foregå, hvordan man kan blive visiteret, vides ikke p.t. 

Jeg fik i går en information, som ganske tydeligt forklarer problematikken. Ved siden af Øresundshjemmet, der siden starten for mere end 50  år siden har haft eget ”varmt køkken”, er ældreboligerne på Øresundsvej placeret. 

Der er tale om 19 boliger med 2 rum og 3 boliger med 3 rum. En hurtig udregning siger, at der bor ca. 20 personer i boligerne.  Hvad er mere naturligt, end at beboerne gerne vil spise i Øresundshjemmets café? Desværre, er svaret. Man skal visiteres for at få muligheden. 

Her er det, min logiske sans svigter mig: Disse borgere er allerede visiterede, ellers boede de ikke i en ældrebolig. Hvilken form for visitation skal disse borgere igennem for at få lov til at spise i caféen? Uden at kende detaljerne for visitation går jeg ud fra, at det må være lidt ”nemmere” at blive visiteret til et måltid mad end til en ældrebolig. 

Jeg har læst mig til, at der er ansat 18 medarbejdere i to teams, der skal have ansvar for bl.a. visitation.  Som djævelens advokat spørger jeg, om der skal bruges samme ressource til beboerne i ældreboligerne som til udeboende pensionister. Jeg ville også gerne vide, hvordan disse udeboende pensionister, som er vant til at spise på Øresundshjemmet, fremtidig kan fortsætte. Den første betingelse er imidlertid, at man kender disse pensionister. 

Tæt på Humlebæk station er Humlebæk Dagcenter beliggende. Her kan folkepensionister og førtidspensionister mødes, deltage i aktiviteter og købe mad et par gange om ugen. Det har fungeret i mange år. Øresundshjemmets køkken har leveret den varme mad, og pensionisterne er meget tilfredse. 

Jeg har imidlertid opdaget noget nyt ved at nærlæse deres program:  tre gange om ugen tilbyder Humlebæk Dagcenter, at pensionisterne kan købe smørrebrød (ved bestilling dagen før). Det nye for mig var imidlertid, at maden bliver leveret af Superbrugsen i Humlebæk.  Her spørger jeg mig selv:  vi har to køkkener i kommunalt regi i Humlebæk, Skovgården og Øresundshjemmet. Hvorfor er der valgt en ekstern leverandør, og efter hvilke kriterier?    

Jeg medgiver, at det er vigtigt, at brugerne i Dagcentret – foruden aktiviteter m.v. –  har anledning til at spise sammen, men jeg kunne godt tænke mig at få at vide, om der er taget fornødne hensyn til, at maden er ernæringsrigtigt sammensat. 

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder