Når der tales om at bringe sundhedsvæsenet tættere på os borgere, tænkes ofte på nærhospitaler, mobile klinikker og flere praktiserende læger i yderområder. Men én oplagt partner overses ofte: os i den almene boligsektor. Jeg gør mit for at få politikerne til at se hvilke fordele vi i sektoren bibringer.
Med over 600.000 boliger på landsplan rummer den almene sektor et kæmpe potentiale. Historisk har vi som sektoren løftet store samfundsopgaver – og vi kan igen spille en central rolle i at sikre lige adgang til sundhed.
Nærsundhedshuse og sundhedstilbud integreret i boligområder kan blive lokale centre for forebyggelse, behandling og fællesskab. Det handler ikke kun om nye bygninger, men om at bruge eksisterende beboerhuse, gårdmiljøer og fællesfaciliteter som naturlige mødesteder mellem sundhedsvæsen og borgere. Her kan tilbydes blodtryksmåling, diabetesvejledning, mental sundhedsstøtte og fysioterapi – tæt på hverdagslivet.
Landspolitisk mangler der dog handling. Landsbyggefondens midler kan ikke anvendes til sundhedsrenoveringer uden folketingsflertal, og byggeregler vanskeliggør omdannelse af lokaler til sundhedstilbud.
Her spiller BL – Danmarks Almene Boliger en vigtig rolle. Som interesseorganisation for 530 boligorganisationer arbejder BL politisk for at styrke det borgernære sundhedsvæsen. Sammen med KL står de bag udspillet “Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen” og partnerskabet “Fælles om Lokal Sundhed”, som understøtter konkrete samarbejder frem mod 2027.
I Fredensborg Kommune er andelen af almene boliger faldet fra 28,8 % i 2015 til 27 % i 2024. Faldet virker beskedent, men det er strukturelt betydningsfuldt. Der bygges flere private ejer- og lejeboliger end almene, og den almene sektor vokser derfor ikke i takt med boligmassen, selvom behovet for betalbare lejeboliger fortsat er stort.
Politikerne skal have ambitionen. I den almene sektor har vi mulighederne. Nu skal vi forbinde de to. Det er sund fornuft.




