En fastlåst situation omkring brandsikkerhed og let adgang for ambulancer under renoveringen af boligerne Baunebjerghuse i Humlebæk er nu igen på vej mod dialog, efter at en gruppe beboere i måneder har været nervøse for delvist afspærrede adgangsforhold.
Boligselskabet svarede længe, at alt stort set var i orden med accept og dialog fra kommunens beredskab, men torsdag eftermiddag viste det sig, at Nordsjællands Brandvæsen ikke havde været inddraget og dermed i udgangspunktet ville køre efter normale forhold til en nødsituation. Og fra rådhuset lød det mandag ved middagstid, at kommunen ikke havde kommentarer til sagen. Nu har en af parterne taget en række initiativer til komme videre og få justeret de ting, der måske skal justeres.
Det er Humlebæk Boligselskab, der nu rækker ud til parterne, oplyser formand Malene Prehn i et skriftligt svar sendt via Domeas presseafdeling.
– Som formand for Humlebæk Boligselskab vil jeg gerne understrege, at beboernes sikkerhed og overholdelse af lovgivningen har højeste prioritet under den omfattende renovering, der finder sted som en del af helhedsplanen for boligafdelingen, indleder hun og fortsætter:
– Boligselskabet har selvfølgelig det overordnede selskabsansvar for, at brandsikkerheden er i orden – også under renoveringen. Renoveringen af Baunebjerghuse håndteres og overses af flere parter i samarbejde med boligselskabet, herunder Domea.dk som byggeforretningsfører på renoveringen, samt totalrådgiveren Nordic Office of Architecture, som også leverer brandrådgivning.
Kommunen er tilsynsmyndighed
Hun oplyser, at det rent praktisk er rådgiveren på byggesagen, der fører det løbende tilsyn, herunder også med brandsikkerhed og fremkommelighed. Uhensigtsmæssigheder bliver indrapporteret løbende.
Dialogen med de relevante myndigheder er organiseret på den måde, at boligselskabet som bygherre sammen med entreprenøren har en dialog med Fredensborg Kommune om byggepladsen, herunder også redningsveje, fremkommelighed og skiltning.
Vi har naturligvis fortsat fuld tillid til, at Fredensborg kommune løfter dette ansvar
– Det har vi haft i en række tilfælde fx forbindelse med byggetilladelsen, ved opfølgende møder med kommunen samt i forbindelse med en fælles fysisk gennemgang på byggepladsen.
– Det er desuden vores ansvar som bygherre – sammen med entreprenørerne og brandrådgiver – at melde ind til kommunen, hvis der sker væsentlige ændringer på pladsen ift. fx fremkommelighed, skiltning el lign, forklarer Malene Prehn og tilføjer:
– Herefter er det tilsynskommunen, som forestår den videre kontakt til brandmyndigheden, hvis de vurderer, at der et behov for brandteknisk rådgivning. Vi har naturligvis fortsat fuld tillid til, at Fredensborg kommune løfter dette ansvar.
Tvivl udløser invitation til brandvæsenet
Med andre ord er det Fredensborg Kommune, der skal inddrage Nordsjællands Brandvæsen eller andre rådgivere, hvis det skønnes nødvendigt, mener bygherren og rådgiverne, og her beklager Humlebæk Boligselskab, at det kunne misforstås i boligselskabets tidligere svar på kritikken.
Det er ikke Domea eller Humlebæk Boligselskab, der i udgangspunktet har en direkte dialog med fx Nordsjællands Brandvæsen.
Derfor har jeg som formand allerede i fredags valgt at række ud til Nordsjællands Brandvæsen, og inviteret dem ud sammen med kommunen
– Når der så alligevel kan opstå tvivl om, hvorvidt brandmyndighederne er orienteret i dybden om byggepladsens indretning og indvirkning på fremkommeligheden, så er det selvfølgelig noget, vi som boligselskab bliver nødt til at reagere på, skriver Malene Prehn med henvisning til brevet fra myndighedschefen i Nordsjællands Brandvæsen til en beboer.
– Derfor har jeg som formand allerede i fredags valgt at række ud til Nordsjællands Brandvæsen, og inviteret dem ud sammen med kommunen, så de ved selvsyn kan inspicere pladsen – og så vi kan få en god dialog om, hvorvidt vi bør foretage justeringer ift. adgangsveje, skiltning osv. Jeg håber, at vi på den måde kan undgå, at informationer går tabt i dialogen mellem de involverede parter.
Fortæl hvis maskiner blokerer redningsveje
Humlebæk Boligselskab har desuden indskærpet over for entreprenører og rådgivere, at adgangsveje skal holdes fri, så de kan benyttes til redning – også efter arbejdstid.
Det kommunikeres også med skilte til håndværkerne, men ikke med løfte om opsætning af ny og belyst skiltning af adgangsforholdene, direkte henvendt til brandfolk eller ambulancereddere, hvilket ellers har været et ønske fra en gruppe beboere.
– Vi har på det seneste beboermøde desuden opfordret alle til at melde ind til os, hvis de oplever, at der fx henstilles hegn, paller eller maskiner, som forhindrer adgang til bebyggelsen. På den måde håber vi at kunne bidrage til at både opretholde frie adgangsveje og en større grad af tryghed blandt beboere, lyder det fra Malene Prehn, formand for Humlebæk Boligselskab.
Tidslinje
- Juli 2025: Der rejses for første gang offentlig kritik af brandsikkerheden og adgangsforhold for ambulancereddere.
- 22. september 2025: En af beboerne, Lars Clausen, viser rundt på byggepladsen og udpeger tillukkede vinduer på 1. sal og de steder, hvor han oplever afspærrede adgangsveje og dårlig skiltning om ændrede forhold.
- 30. september: TjekFredensborg skriver historien med svar fra Domea og Humlebæk Boligselskab. Der opstår dialog for at sikre flugtvej fra 1. sal i tilfælde af brand og bedre belysning om natten, men størstedelen af kritikken afvises med, at boligselskabet er i god dialog med beredskabet om forholdene.
- 2. oktober: Forud for et informationsmøde for beboerne har Nordsjællands Brandvæsen med et par ugers forsinkelse svaret en beboer på en række faktuelle spørgsmål. Hovedpointen er, at brandvæsenet som beredskab ikke har været inddraget i dialog om brandsikkerhed og ikke er informeret om ændrede forhold i området. TjekFredensborg fortæller den historie.
- 5. oktober: Domea og Humlebæk Boligselskab svarer på de nye oplysninger, hvilket kan læses i denne artikel. Parterne lover samtidig fokus på dialog i byggeprocessen.
Fakta
- De 116 almene boliger Baunebjerghuse, fordelt på 11 blokke i halvanden plan, bliver renoveret frem mod 2026. Der skal laves nye badeværelser, køkkener og ventilation i samtlige boliger samt skiftes tag, etableres ny facadeisolering og soklerne skal sikres mod fugt. Desuden indlægges fjernvarme.
- Nordic Office of Architecture er totalrådgiver, og Ole Jepsen er entreprenør på renoveringen, der har en kontraktsum på 136 millioner kroner. De første budgetoverslag lød på 106 millioner kroner i marts 2022.
- Boligerne er opført i 1972. Der er 36 boliger med tre værelser fordelt på 95,4 kvadratmeter og 80 boliger med fire værelser fordelt på 112,5 kvadratmeter.
Efter fyraften står hegn og køretøjer på stier, men brandfolk vil køre efter normale forhold

Der er berettiget tvivl om, hvorvidt Domea er i så tæt dialog med beredskabsmyndighederne, som Domea siger. Myndighedschef i Nordsjællands Brandvæsen har nemlig ikke været inddraget.






