14. november 2025

Dårlig nyt for vejkabale. Imens er byen plaget af støj

Share

Haves: En trafikeret vej. Ønskes: Politikere, der kan forhandle med Folketinget med samme succes som jyske politikere… blot med det formål at få reduceret trafikken på A6 igennem Fredensborg.

Endnu engang har tre kommuner fået nej, efter at de pænt har spurgt, om Transportministeren ikke vil opklassificere Isterødvejen fra kommunevej til en statsvej. Der er hverken planmæssige eller trafikale forudsætninger til stede, oplyser ministeriet i et svar til Fredensborg Kommune samt Hørsholm og Hillerød Kommuner, men det er for tidligt at give op, lyder det fra parterne.

Annoncer

Først og fremmest Trafikgruppen i Fredensborg, der er en gruppe af borgere og enkelte politikere, som i mange år har arbejdet for at reducere trafikken på A6. De presser på for at sikre, at kommunen ikke opgiver at presse på for at få vejkabalen til at gå op.

Lars Simonsen (R), formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget, mener også, at der skal ske et slags mageskifte, således at kommunen overtager A6 og staten overtager Isterødvejen.

– Det vil være den bedste løsning. For relativ få penge, måske 10-20 millioner kroner, kan man øge fremkommeligheden på Isterødvejen, og det vil vi egentlig gerne være med til at betale for. Jeg tror også, at de andre kommuner vil bidrage, hvis staten overtager vejen, siger han og tilføjer:

– Hvis vi kan overtage A6, har vi flere muligheder for at lave hastighedsdæmpende tiltag, og det vil samlet set gøre det mindre attraktivt at gøre ad A6 og i stedet tage Helsingørmotorvejen og Isterødvejen.

Men hvad skal der så til? Jo, der skal et større politisk lobbyarbejde, vurderer Lars Simonsen, der ikke personligt kan ”knække den nød”, men at blive ved med at skrive pæne breve til skiftende ministre – ja, det gør i sig selv ikke særlig meget…

Kom gerne med viden og ideer

I denne byrådsperiode er der sket det, at Transportministeriet og politiet har godkendt, at der er kommet hastighedsbegrænsninger op længere uden for bymidten, hvilket øger rejsetiden igennem Fredensborg.

Her skal dog modregnes, at det nye lyskryds ved Jernbanegade ser ud til at øge fremkommeligheden en anelse.

Har I gode råd til, hvordan den årelange debat kan komme ud af den sump, der forhindrer fremdrift? Send en mail med ideer til skrivtil@tjekfredensborg.dk

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder