Der er meget at glæde sig over i Fredensborgs butiksliv. Vi har kreative forretninger, driftige ejendomsmæglere, hyggelige caféer og restauranter, som formår at trække både lokale og besøgende til. Vi har specialbutikker, som tør satse på kvalitet og personlig service, og vi har ildsjæle, der brænder for at give byen liv. De fortjener al den ros og anerkendelse, vi kan give dem.
Men midt i glæden er der også en uro: Hvor er bageren? Hvor er grønthandleren? Hvor er slagteren, isenkræmmeren og de andre daglige specialbutikker, der engang gjorde en bymidte til et naturligt centrum for hverdagens liv?
For sandheden er, at alt for mange lokaler står gabende tomme. De tomme ruder bliver hurtigt til et trist vartegn. De fortæller historien om drømme, der ikke blev til noget, og om muligheder, der ikke blev grebet. Og værre endnu: de smitter. For hvad sker der, når en gade har flere mørklagte lokaler end levende butikker? Stemningen daler, færre gider lægge vejen forbi, og spiralen er i gang.
Jeg er stor fortaler for det liberalistiske synspunkt: Enhver er sin egen lykkes smed. Men hvad med dem, der ejer lokaler, og som lader dem stå tomme i årevis, fordi huslejen er sat til et urealistisk niveau? Er det virkelig et frit marked – eller er det blot stædighed på bekostning af et helt byliv?
Tilbage står et tomt hul
Når apoteket rykker væk fra bycentret for at flytte længere ned ad gaden, står vi tilbage med et stort og markant tomrum. Og det tomrum ligger ovenikøbet klos op ad andre tomme lokaler. Det er ikke bare et praktisk problem – det er et signal. Et signal til borgere og besøgende om, at her sker der ikke noget. Her tør ingen satse. Her dør bymidten langsomt.
Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Ikke over for de forretninger, der stadig kæmper. Ikke over for de borgere, der gerne vil handle lokalt. Og ikke over for byen som helhed, der mister sjæl og attraktivitet, når butikkernes lys slukkes.
Hvad gør vi så?
Vi ved, at Foreningen Fredensborg By og Handel kæmper. De arrangerer aktiviteter, markeder og events, der trækker folk til. Men det er en ulige kamp, når de samtidig må se på husstandsomdelte flyers med “lokale tilbud” – som viser sig at komme fra netbutikker uden nogen fysisk tilstedeværelse i byen.
Så hvad kan gøres? Her er nogle bud:
- Midlertidige løsninger i tomme lokaler. Pop-up butikker, kunstudstillinger, iværksætterfællesskaber. Hellere et levende, midlertidigt projekt end endnu et støvet vindue.
- Realistiske huslejer. Ejendomsejere må tage ansvar. Tomme lokaler til overpris hjælper ingen. Hellere en mindre lejeindtægt og aktivitet i gaden, end intet liv i årevis.
- Kommunal medspiller. Kommunen kan gå foran med midlertidige initiativer, støtteordninger eller partnerskaber, der gør det lettere at starte nyt.
- Borgernes valg. Hver gang vi klikker “køb” på nettet i stedet for at handle lokalt, tager vi aktivt stilling. Vil vi have en levende by – eller vil vi have tomme ruder?
Fredensborg kan – og skal – mere
En by er ikke bare mursten og asfalt. En by lever i kraft af dens mennesker, dens forretninger, dens mødesteder. Når vi mister de små, mister vi meget mere end en indkøbsmulighed. Vi mister historien, hverdagsrytmen og nærværet.
Fredensborg er en fantastisk by. Men vi skal passe på den. Tomme ruder skal ikke have lov at definere vores bymidte. Det kræver nytænkning, samarbejde – og mod, både fra iværksættere, ejendomsejere, kommune og os som borgere.
Det er ikke let. Men det er muligt. Og det er nødvendigt.
Fællesskab skabte byens største succes, senere blev boghandlen reddet. Kan modellen bruges en 3. gang?
Kan andelstanken nytænkes i en kombination af erfaringer fra landets første andelsejede boghandel og landets mest succesfulde SuperBrugsen?
