En ting er en rød plet på et kort. Virkeligheden er, at uddannede pædagoger må efterlade unge, ufaglærte medarbejdere på stuerne med børnene, imens de selv tager vigtige møder med forældrene, for den type samtaler kan kun de uddannede pædagoger tage.
Og det er blot et eksempel på vilkårene, når der er for få voksne til at passe børnene. Fredensborg Kommune er én af de seks kommuner på Sjælland, der ikke lever op til loven om minimumsnormeringer i børnehaverne, og det udløser en usædvanlig skarp kritik fra BUPL Nordsjælland.
– Det er dybt kritisabelt at en kommune som Fredensborg ikke overholder lovgivningen. Kommunen har endda arbejdet indgående med ”Omsættertabellen”, som netop skulle være et hjælpemiddel til at sikre ordentlige normeringer i daginstitutionerne, udtaler Dorte Ellegaard, næstformand i BUPL Nordsjælland, i en skriftlig kommentar og fortsætter:
– Det er bekymrende at Fredensborg Kommune ikke har taget loven om minimumsnormeringer alvorligt. Normeringer er tal på papir, men det drejer sig om rigtige mennesker ude i kommunens daginstitutioner – nemlig pædagogerne og børnene – og det er dem det går ud over.
På den gale side – trods ekstra penge
Kommunerne har samlet set fået 1,7 milliarder kroner til at leve op til loven om minimumsnormeringer, hvilket betyder, at der skal være en voksen til seks børn i daginstitutionernes børnehaver, altså de store børn i institution.
Her klarer Fredensborg Kommune sig akkurat ikke igennem med en normering på 6,1, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Læg mærke til at BUPL i sin kritik taler om, at kommunen ikke tager loven ”alvorligt”.
– Vi bliver nødt til at understrege, at minimumsnormeringerne er et absolut minimum, det er ikke en luksus. Og når kommunen ikke engang overholder denne, så er det ganske enkelt dybt utilfredsstillende, uddyber Dorte Ellegaard og påpeger, at Fredensborg Kommune desuden ligger på en 83. plads på landsplan hvad angår andel af uddannede pædagoger.
Den er på 46 procent, og selvom kommunerne i Nordsjælland generelt er udfordrede på andelen af pædagoger ansat i daginstitutioner, klarer andre kommuner sig bedre – fx Helsingør og Frederikssund Kommuner.
Hver 3. pædagog har oplevet forværring
Tidligere på året lavede BUPL en vilkårsundersøgelse, der indsamlede viden om forhold ude hos pædagogerne i de enkelte kommuner, og undersøgelsen viser blandt andet, at 39 procent af pædagogerne oplever, at de er den eneste faste pædagog på en stue.
29 procent af pædagogerne i Fredensborg Kommune har oplevet, at normeringerne er blevet dårligere det seneste år, kun otte procent har oplevet en forbedring. Netop det skaber en ond spiral, hvor rekruttering bliver sværere, lyder det fra BUPL, der gerne kommer med en række konstruktive råd til politikerne og forvaltningen.
Jeg efterlyser det politiske ansvar. Hvis det var en miljølov, der ikke blev overholdt, skulle det nok blive løst
– De kan sørge for at forholdende er i orden. Pædagogerne er alene, de har brug for at sparre med uddannede kolleger. Pædagoger søger hen, hvor der er tid til forberedelse, sparring og bedre løn, opfordrer Dorte Ellegaard, der også oplister disse muligheder:
- Send medhjælpere og pædagogiske assistenter på meritpædagoguddannelsen og rekruttér derefter fra egne rækker. Der er stort potentiale i Fredensborg Kommune.
- Skru op for lønnen – det er altid en gangbar valuta, især i Fredensborg Kommune, der er et dyrt sted at bo.
- Giv pædagogerne reel forberedelsestid. Når pædagoger forbereder sig i dag, står der ofte uuddannede tilbage med ansvaret for børnene.
Derudover har hun også et par andre gode råd, men først skal vi lige forbi ”omsættertabellen” – for hvad er lige det for en størrelse?
De kunne have lært meget af historien
Når Dorte Ellegaard nævner ”Omsættertabellen”, henviser hun til den bevægelse og det arbejde, der begyndte i 2019 med afsæt i en gruppe forældre i Humlebæk. De var tilflyttere og oplevede, hvordan normeringen var, da de afleverede deres første barn i en af byens vuggestuer.
Da lillebror eller lillesøster blev født nogle år senere, undrede de sig. For pludselig var der langt færre voksne per barn i vuggestuen, og de begyndte at italesætte det og undersøge det, og selvom deres kritik blev afvist til at begynde med, havde de ret – der var et voldsomt fald i normeringer i daginstitutionerne i de år.
Forældrene, hvoraf en del havde viden fra centraladministrationen, satte sig ned og udtænkte konceptet for en omsættertabellen, der undervejs også havde navnet ”normeringsknuseren, fordi den viser de reelle normeringer. Tabellen tager højde for fx kurser og sygefravær helt ned på institutionsniveau.
Tabellen blev aldrig en del af lovpakken om minimumsnormeringer, men både politikere og forvaltning i Fredensborg Kommune har indgående kendskab til, at loven er… ja, netop kun er minimum, fordi der sjældent er en voksne til seks børn i børnehaver og en voksen til tre børn i en vuggestue.
En langtidssygemelding, der i dag udløser en vikar, tæller med de nuværende regnemodeller fx som en forbedring af normeringerne, fordi både vikaren og den syges løn tæller. Men reelt kan det være en erfaren pædagog, der i en periode afløses af en ufaglært student i et sabbatår, imens begges lønsum tæller som normering.
Politikere, I må tage større ansvar
Forud for mandagens møde i Børne- og Skoleudvalget kommer Dorte Ellegaard med to opfordringer. Hun kan se, at institutionerne samlet set har overført 2,8 millioner kroner fra 2024 til 2025, så der er penge at bruge derude – de blev bare ikke brugt i 2024, hvilket sendte børnehaverne på den forkerte side af loven.
Men det går ikke, at politikerne bare læner sig tilbage uden at tage ansvar og sætte en anden retning ned at sige “brug jeres penge, forklarer hun til TjekFredensborg.
– Jeg efterlyser det politiske ansvar. Hvis det var en miljølov, der ikke blev overholdt, skulle det nok blive løst – ellers kommer der bøder. Det her er også en lov, og det handler om, hvordan vores børn har det. Hvad er det for handlinger, I vil gøre, for at sikre, at loven overholdes, spørger hun politikerne.
– Hvordan vil I få pædagoger til at søge job i Fredensborg Kommune og få dem til at blive? Frisættelse løser det ikke alene, selvom erfaringer fra Helsingør Kommune viser, at det er kommunale regler og ideer, som institutionerne ønsker at frisættes fra. Nej, det handler om arbejdsforhold – og at politikerne sikrer, at pædagogerne fx ikke skal sidde inde på stuen og forberede et vigtigt forældremøde, imens Theodoras næse lige skal tørres eller et barn kalder ”jeg er færdiiiigggg”, siger hun.
Se herunder et udpluk af besvarelserne fra de pædagoger på dagtilbud i Fredensborg Kommune, der har udfyldt Vilkårsundersøgelsen 2025, lavet af BUPL, og se herunder også første runde af forklaringer på, at Fredensborg Kommune ikke overholder loven om minimumsnormeringer. Emnet skal diskuteres i Børne- og Skoleudvalget mandag den 6. oktober om aftenen.
Til politikerne skriver forvaltningen, at opgørelsen samlet set svarer til manglende ansættelse af 0,7 stilling i 2024, og at det skyldes uforbrugte lønmidler på grund af vakancer, og at det er blevet endnu sværere at rekruttere kvalificerede uddannede pædagoger til ledige stillinger.
Fakta
- Er der forskel på den virkelighed, som politikerne får beskrevet – og den virkelighed, som forældre oplever i daginstitutionerne, når de afleverer og henter deres børn? Sådan skrev denne journalist i en faktaboks for seks år og tre-fire dage siden, da forældre i Humlebæk rejste en kritik af normeringerne i en artikelserie. Kritikken viste sig dengang at være berettiget.
- For seks år siden var BUPL relativ tilbageholdende. Forældrenes opråb i Humlebæk var en del af et landsdækkende opråb, der senere førte til loven om minimumsnormeringer. Den lov overholder Fredensborg Kommune ikke for de ældste børn i institutionerne i 2024.
- Det får nu BUPL til at rejse en skarp kritik af Fredensborg Kommune og efterlyse, at politikerne tager et større ansvar. Man kan sige, at BUPL denne gang ringer højt med klokken, som en toastmaster, for at få ro i selskabet og opmærksomhed. Selvfølgelig som den fagforening, som BUPL også er.
- TjekFredensborg følger op i de kommende dage og uger, og rammen er stadig den samme: Ingen ønsker dårlige forhold for børnene. Derfor – lad debatten først og fremmest fokusere på de løsninger, der skal til. Hvem har de bedste bud i valgkampen?
- Deltag i debatten – send oplevelser, input og ideer via mailadressen skrivtil@tjekfredensborg.dk












