14. november 2025

52 er på vej i pleje udenbys, og det udløste snak om både gæld og svømmehal

Ældre Sagens lokalafdeling var vært ved det første store vælgermøde tirsdag aften i rådhuskælderen, hvor der blev talt ventelister til plejehjemsboliger, svømmehal og gæld.

Share

Hvis behovet for plejehjemspladser bliver akut, kan vi altid udskyde svømmehallen. Og ja – hvis vi virkelig mangler penge, vil flertallet også forsøge at låne til at bygge. Sådan lød det fra dele af panelet af politikere til Ældre Sagens store valgmøde med over 120 fremmødte tirsdag aften i rådhuskælderen, og da den første runde af politiske kommentarer var forbi, fik Ældre Sagens lokalformand ordet.

– Fakta er, at der mangler plejehjemspladser lige nu. I taler om, at der kommer pladser i 2027 og 2030… Dækker I over hinanden i byrådet? Det burde være her og nu, at der sker noget, sagde Erik Daugaard Jensen, og man skulle tro, at det ville sætte fut i debatten.

Annoncer

Men det skete ikke rigtigt, for naturligvis, nej – ingen dækker over nogen. De fleste i panelet er desuden en del af det seneste budgetforlig, hvor der tidligst er afsat penge til et nyt plejehjem i 2033, selvom kommunen allerede i år får brug for 52 pladser uden for kommunegrænsen. Kun Moderaterne og Liberal Alliance er ikke med i den plan, fordi de ikke har pladser i byrådet.

Inden da havde ordstyrer Aslak Gottlieb indledt debatten med at spørge politikerne og salen, om de er klar til at optage lån for at bygge et plejehjem, hvis det bliver nødvendigt, og der ikke er penge nok i kassen. De fleste blandt såvel publikum som politikere tog den grønne ”stemmeseddel” frem, men ikke Venstres Mie Stattau:

– Vi har afsat 108 millioner kroner i budgettet til en svømmehal. Hvis vi bytter rundt på rækkefølgen og udskyder svømmehallen, behøver vi ikke låne for at bygge et plejehjem, sagde Mie Stattau (V), der også argumenterede for, at endnu et friplejehjem i Kokkedal Syd kan imødekomme behovet.

Hvis der altså er investorer til at bygge, ligesom private investorer planlægger at gøre med indvielse af 1. etape af et friplejehjem i 2027 i Nivå. Ved siden af hende i panelet stod Enhedslistens spidskandidat med den modsatte holdning:

Undervejs i debatten bemærkede Bjørn Svensson (EL), at byrådet for nogle år siden havde afsat penge til et kommunalt plejehjem, men brugte pengene på andre ting. Hvis det brænder endnu mere på, kommer plejehjemspladser før en svømmehal, fastslog Mie Stattau (V). Foto: Steffen Slot

– Normalt starter vi budgetforhandlingerne, at borgmesteren tager os i ed på, at vi ikke skal optage ny gæld. Men de her bygninger til plejeboliger bliver stående de næste 30-40 år, og vi kan godt holde til at optage gæld for noget, vi har brug for, sagde Bjørn Svensson (EL).

Pengene må være der et sted

SF’s Bent Fischer Nielsen understregede, at byrådet vil følge udviklingen meget nøje, og at SF fik skrevet ind i budgetforligets tekst, at planerne om et byggeri skal fremrykkes, hvis behovet kræver det – og SF ser ingen problemer i optage gæld for at sikre et område, hvor kommunen har pligt til at tilbyde plejehjemsboliger.

Josée Linnemann, byrådskandidat for Moderaterne, var ikke imponeret og påpegede, at det haster med at få bygget – og at pengene må være der et sted.

– Ældresagen har lavet en opgørelse over, at hver gang kommunerne får en million kroner fra Christiansborg til de ældre, bruger de kun en halv million kroner. Derfor må pengene ligge et sted, påpegede hun.

Hvis vi skal bygge et plejehjem, skal det ikke være hurtigst og billigst, men kvalitet, sagde Steen Løfstrøm (DF). Et lokalplejehjem, argumenterede Josée Linnemann (Moderaterne). Foto: Steffen Slot

Undervejs opstod der en snak om, hvordan spørgsmålet med gældssætning skulle forstås, fordi hvad er akut og ikke andre muligheder?

– For at bruge et af Bjørns gode udtryk – der er ikke så meget at hønse med. Vi har en forsyningspligt. Derfor var det også Socialdemokratiet, der sagde til budgetforhandlingerne, at vi skal have et plejecenter i budgettet, sagde Louise Mehnke (S), der i denne periode er formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Gæld er tæt på at være en hellig ko

Christian de Jonquiéres fra Fredensborg Social Konservative havde i sin indledning talt om, at en plejebolig skal opleves som et rigtigt hjem med plads aktiviteter og fællesskaber, men hvad nytter det, hvis der ikke er nok boliger? Så lån da for at bygge eller?

– Udgangspunktet er jo, at vi ikke igen skal optage gæld. Men jeg kan ikke afvise, at det i en situation kan blive nødvendigt. Vi skal kunne se på det, det er en næsten en hellig ko for FSK, sagde Christian de Jonquiéres .

Ingen ny gæld, ej heller til at bygge plejehjemspladser, lød det fra byrådsmedlemmet Christian de Jonquiéres (FSK) og byrådskandidaten Thomas Elgaard (LA). Den ene dog mere kategorisk end den anden… Foto: Steffen Slot

Thomas Elgaard, byrådskandidat for Liberal Alliance, afviste endnu tydeligere at optage gæld for at bygge plejehjemsboliger.

– Hvis vi skal låne 70-80 millioner til et plejecenter, skal vi betale 3-4 millioner årligt i rente. Hvorfra skal vi tage de penge. Lad os udskyde svømmehallen og bygge et plejecenter, hvor svømmehallen er planlagt, sagde han, og det samme var Steen Løfstrøm (DF) inde på:

– Jeg er enig i, at vi skal kigge på svømmehalsgrunden. Det ligger stationsnært, man kan bygge et nyt plejehjem, hvor der er svømmebassin og varmvandsbassin. Hvis vi er selvforsynende, bestemmer vi selv over fremtiden. Men kvaliteten skal være høj i det, vi bygger, sagde han om det areal ved Nivå Station, der i den nye bymidte er reserveret til en svømmehal.

– Manglende plejehjemspladser er en udfordring, vi tager alvorligt. Vi ønsker at sikre, at flere pladser er til rådighed – det er vi meget opmærksomme på, og vi har indgået en aftale med Altiden i Nivå. Konservative er også imod svømmehallen – vi vil hellere bruge pengene på et plejecenter, sagde Celine Lind Jakobsen (K), inden Bettina Bové fra Radikale Venstre en anelse lakonisk bemærkede, at præmissen er, at kommunen skal stille plejehjemspladser til rådighed.

– Vi plejer at være gode til at udskyde ting for at gøre det, vi er nødt til, bemærkede hun, og så var det, at Ældre Sagens lokalformand kom med sit opråb.

Penge til plejehjem brugt på andre ting

For det er nu, der er brug for plejehjemspladser, sagde Erik Daugaard Jensen og spurgte stilfærdigt, om byrådspolitikerne dækkede over hinanden?

– Nej, vi dækker ikke over hinanden, sagde Bjørn Svensson (EL) og tilføjede:

– Men jeg vil godt bringe lidt fakta ind i denne her debat. Det siddende byråd har ikke foretaget sig noget. Vi havde afsat penge til et plejehjem, men vi fjernede pengene for at bruge dem på noget andet.

Louise Mehnke (S) bemærkede, at det for Socialdemokratiet er vigtigt at få et kommunalt plejecenter, når friplejehjemmet i Nivå står færdigt – og helst bygget i 2030, mener hun, inden de borgerlige politikere fastslog, at valgfrihed og et friplejehjem kan være attraktivt for at imødekomme behovet.

For Radikale Venstres Bettina Bové handler velfærdsteknologi om at frigøre hænder til den vigtige pleje, øge kvaliteten og undgå, at ældre bliver ensomme. Her står hun med Louise Mehnke (S) (tv). Foto: Steffen Slot

Josée Linnemann argumenterede for lokalplejehjem, hvor borgerne får flere muligheder for valgfrihed, selvom kommunen står for økonomien. Fra DF’s Steen Løfstrøm lød budskabet, at hvis der skal bygges et kommunalt plejehjem, skal de være i god kvalitet og ikke det allerbilligste.  

– Vi dækker naturligvis ikke over hinanden. Jeg mener, at SF viser mod ved at gå med på aftalen med Altiden i Nivå, og jeg synes, at Else Marie Hjemmet i Humlebæk kan være med til at inspirere andre plejehjem.

Til det brummede Bent Fischer-Nielsen, at SF helst havde set, at netop Fonden Mariehjemmene ville bygge – men at de sprang fra aftalen. Hvorefter Mie Stattau bragte et nyt synspunkt ind i debatten:

Hvor Celine Lind Jakobsen (K) talte om at udskyde svømmehallen, var Bent Fischer-Nielsen (SF) mere klar til at optage lån. Foto: Steffen Slot

– Vi har ikke forholdt os til, hvad der skal ske, indtil vi får bygget – det er vigtigt, at dem, der skal vente på en plads, også har ordentlige plejeforhold, fastslog Mie Stattau (V).

Fra salen kom også det forslag, at byrådspolitikerne samarbejder med den almene sektor om at løse behovet for plejehjemsboliger, og at der tænkes i ægtefælleboliger, således at man kan bo godt på et plejehjem, hvis den ene af to ægtefæller har brug for pleje. 

Det var Malene Prehn (S), formand for Humlebæk Boligselskab og byrådskandidat, der kom med det forslag.

Fakta

  • Ældre borgere kan skrive sig på to typer af ventelister. Den ene er den ”specifikke”, hvor de ønsker et bestemt plejecenter, men her træder garantien ikke i kraft.
  • På den liste står 34 eller 35 borgere ifølge den seneste opgørelse. Hvis man står på den generelle venteliste, får man den første ledige plejehjemsplads, som kommunen kan stille til rådighed, hvad enten den er inden for kommunegrænsen eller i en af nabokommunerne.
  • På den liste står der 15 borgere, og kommunen er forpligtet til at tilbyde en plads inden for to måneder. Men det kan ikke lade sig gøre i øjeblikket, hvor fristen allerede er overskredet for tre borgere ifølge opgørelsen i august.
  • Trods et stigende antal ældre i kommunen, har den generelle venteliste ligget stabilt lavet frem til den seneste vinter, hvor den pludselig er steget voldsomt. Før da steg den specifikke venteliste – som et tegn på, at mange derude har et behov.
  • Den nyeste prognose viser et behov for 74 ekstra pladser i 2027 stigende til hele 113 pladser om blot fem år.

8 hurtige citater om robotstøvsugere

Ethvert dilemma har nuancer, og det fandt politikerne i panelet hurtigt ud af – især fordi flere af dem blev mindet om, at de er en del af budgetforliget med robotstøvsugere. 

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder