Den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum har fået den 25-årige Sarah Lykke som ny landssekretær, og dermed står hun for en central del af bevægelsens kamp for en mere social retfærdig boligpolitik i de store studiebyer og en mere offentlig finansiering af tandlægeregningerne.
Frit Forum ønsker også at komme den politiske polarisering til livs ude på universiteterne, og bevægelsen står for en fordømmelse af Netanyahu og hans regering i Israel – samt opbakning til de israelske røster, der kritiserer regeringen i Israel. Det fortæller Sarah Lykke, der også er byrådsmedlem i Fredensborg Kommune.
– Frit Forum er en politisk studenterorganisation, som er organiseret ude på landets universiteter. Vi repræsenterer altså alle de universitetsstuderende, der placerer sig til venstre for midten i dansk politik, på godt og på ondt. Det betyder også, at vi oftest er en snert mere progressive, når vi positionerer os i politiske spørgsmål end moderpartiet nødvendigvist er, forklarer hun, inden hun uddyber:
– At være landssekretær svarer til at være forbundssekretær eller Lasse Ryberg i Socialdemokratiet. Man er altså den organisatoriske leder af en forening/organisation. Jeg udgør dermed en tredjedel af forretningsudvalget, sammen med formanden og næstformanden – og tegner således den politiske såvel som den organisatoriske retning for organisationen.
En vigtig del af arbejderbevægelsen
Frit Forum har en lang historie og er stærkt forankret i Socialdemokratiet og DSU. Det er en socialdemokratisk studenterforening, der primært organiserer studerende på videregående uddannelser.
– Vi er i min optik et af de mest indflydelsesrige politiske fællesskaber, da vi har et tæt samarbejde med Socialdemokratiet inde på Christiansborg. Når vi mener noget, er de altså ofte lydhøre, understreger Sarah Lykke og tilføjer:

– Derudover er Frit Forum en organisation, der har for vane, at skabe politiske talenter, som vi kender fra folketinget i dag. De nyere er Simon Kollerup, Trine Bramsen, Rasmus Stoklund, Jens Joel og Fie Hækkerup. Af den ældre skole har vi Mogens Camre, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft.
Kongressen blev afholdt på Metalskolen i Jørlunde, da Frit Forum har et stærkt samarbejde med fagbevægelsen. I weekenden var Mogens Lykketoft forbi for at hilse på kongressens deltagere.
– Vi har derfor en stærk selvopfattelse af, at vi trods den djøffede fremtid, som vores medlemmer går i møde, er en vigtig del af arbejderbevægelsen, betoner Sarah Lykke, der lokalt også er ud af en politisk aktiv familie.
Hun er datter af borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), der ligesom sin datter blev valgt til byrådet i en ung alder – han har siddet i byrådet i over 40 år.
Kandidattest er det værste bras man har budt demokratiet

Man har med kandidattests gjort politiske kandidater til slaver af en algoritme, der ikke er – og aldrig bliver, i stand til at sætte sig ind i nuancerne i et samfund eller menneskets kompleksitet for den sags skyld, skriver Sarah Lykke.






