Fredensborg Kommunes budgetforlig for 2026–2029 er nu på plads, og Venstre har været en aktiv og ansvarlig part i forhandlingerne. Med en stærk økonomi som fundament har Venstre arbejdet målrettet for at sikre et budget med tydelige borgerlige og liberale aftryk – til gavn for både naturen, velfærden og fremtidens generationer.
Vi investerer først og fremmest i vores ældre: 18 millioner kroner til flere social- og sundhedsmedarbejdere og bedre mad på plejehjemmene. Samtidig styrker vi undervisningen med 12 millioner kroner til to-lærer ordningen og naturen med et vandløbsprojekt for Nivåen. Det er politiske tiltag, som løfter velfærden og fremmer naturen.
Venstre har foreslået et ambitiøst vandløbsprojekt, som skal forbedre biodiversiteten og sikre målopfyldelse i henhold til statens vandområdeplaner. Projektet udarbejdes i tæt samarbejde med lodsejere og tager hensyn til afvandingsinteresser – et vigtigt princip for Venstre, der værner om ejendomsretten og samarbejdet med borgerne. Der er samlet set besluttet at udarbejde en helhedsplan for Nivåen, som dækker større områder end selve åen.
Der investeres desuden i træplantning og bynatur, som både styrker biodiversiteten og bidrager til klimasikring – med respekt for lokale forhold og borgernes hverdag.
Venstre har en høj prioritering af vedligeholdelse af kommunens bygninger, veje, stier og fritidsfaciliteter. Med en samlet investering på 80 mio. kr. over en 10-årig periode, styrkes de fysiske rammer, som danner fundamentet for en ordentlig infrastruktur og fremkommelighed i hverdagen.
Vores udendørs fritids- og idrætsfaciliteter får et løft på 4,2 mio. kr. over perioden, og Venstre sikrede sig, at brugerne og Idrætsrådet bliver inddraget i anvendelsen af puljen.
Den tidligere pulje til VE-anlæg er blevet delvist reetableret med 1,8 mio. kr. til konkrete projekter, hvor der kommer solceller på kommunens bygninger. Skal Fredensborg kommune bidrage til produktionen af grøn energi og skal vi i mål med vores klimaplan, er der behov for flere investeringer.
Den Grønne Slotsby skal gentænkes
Venstre har arbejdet for, at ældreområdet styrkes markant. Der afsættes 18 mio. kr. til flere social- og sundhedsmedarbejdere på plejehjemmene, og byrådet fremrykker analysen af madområdet, hvor der er en klar målsætning om et kvalitetsløft af maden til de ældre på plejehjem og ved levering i hjemmet.
Byrådet har samlet sikret, at der investeres 12 mio. kr. i CO-teaching/2-lærerordning, som giver lærere mulighed for at samarbejde og styrke undervisningen. Det er en investering i faglighed og trivsel – og i friheden til at tilpasse undervisningen til den enkelte elevs behov både til de fagligt udfordrede og fagligt stærke elever.
Venstre ønsker, at Den Grønne Slotsby bliver et projekt, som lokale borgere og erhvervsdrivende kan se sig selv i, og som balancerer kulturarv, natur og byliv. Det handler om at skabe grønne og byrum, der både er smukke og funktionelle – og som styrker fællesskabet og livet i Fredensborg.
Projektet er 11 år gammelt og det er fornuftigt at se på det igen. Vi foreslår, at flere af midlerne går til Jernbanegade og torvene, parkeringspladser bibeholdes og fokus er på at få flere handlende ind i bymidten.
Analyse af havbad ved Mikkelborg
Venstre har lyttet til brugerne på Nivå havn om, at et havbad vil begrænse aktiviteterne på vandet. Derfor foreslog vi, at Mikkelborg Strandpark og parkering nu inddrages i analysen af mulighederne for et havbad. Analysen skal afdække både de tekniske, miljømæssige og økonomiske aspekter og vil danne grundlag for en fremtidig politisk beslutning.
Venstre ser et havbad som en investering i folkesundhed, livskvalitet og lokal turisme, og vil arbejde for, at projektet – hvis det viser sig muligt – gennemføres med respekt for naturen og med inddragelse af lokale borgere og interessenter.
Det er en vigtig prioritet i budgetforliget, at der investeres i en målrettet indsats for at forebygge, at unge havner på førtidspension. Analysen viser, at Fredensborg Kommune har en relativt høj andel af unge under 40 år på førtidspension, og det vil Venstre ændre på.
Der investeres 8,5 mio. kr. i perioden 2025–2028 i en indsats, der skal støtte unge i at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet – med en forventet besparelse på 12 mio. kr. som følge af færre førtidspensioner. Indsatsen tænkes sammen med beskæftigelsesreformen og skal sikre, at flere unge får en reel chance for at bidrage og lykkes.
Ansvarlig økonomi
Venstre ser frem til den indsats for velfærdsteknologi og AI, som skal frigive tid til kerneopgaver og reducere administrative byrder. Der investeres i digitalisering af blanketter, og Byrådet har afsat 1 fuldtidsressource til implementering af yderligere digitalisering og automatisering.
Det er vigtigt med balance i kommunens budget, så kassebeholdningen ikke udhules. Venstre har holdt fast på, at byrådet finder midler til alle nye initiativer. Nedtrapningen af dækningsafgiften for erhvervsejendomme med 1 promille årligt fra 2028 fortsætter, med henblik på fuld afvikling i 2034. Det er et klart signal om, at Fredensborg Kommune skal være en attraktiv kommune for erhvervslivet.
Budgettet fastholder en ansvarlig økonomisk politik, med en rimelig kassebeholdning – så vi kan investere i fremtiden uden at belaste kommende generationer.
Venstre i Fredensborg Kommune vil fortsat arbejde for en kommune, hvor frihed, ansvar og kvalitet går hånd i hånd – og hvor borgerne får mest muligt ud af deres skattekroner.






