18. marts 2026

Tusindvis skulle koge vandet. Nu er de tættere på en forklaring

De ejendomme, der var værst ramt, var underlagt en kogeanbefaling i omkring seks uger denne sommer. Sagen får et efterspil i form af en redegørelse, der også skal beskrive tiltag til at forebygge, at det sker igen.

Del artiklen

Man kender det, når man skal have lidt kaffesnask af en termokandes indvendige sider. Hvis man putter lidt vand i kanden og ryster den godt, river noget af den indtørrede kaffe sig løs. Omtrent det samme er muligvis sket, da Fredensborg Forsyning overtog ledningsnettet i Gunderødområdet og i den anledning foretog nogle undersøgelser af ledningsnettet – blot løsrev der sig ikke kaffe, men coliforme bakterier.

Undersøgelserne handlede om at teste vandtryk og forsyningssikkerhed, men det betød også, at vandstrømmen i ledningerne blev vendt flere gange, og det kan have frigivet coliforme bakterier fra biofilmen på den indvendige side af ledningerne, fremgår det af en orientering til politikerne efter sommerens vandforurening i landområderne samt Nivå og Kokkedal.

Annoncer

Men inden denne artikel ”nørder” lidt med at forklare de mulige årsager, kommer et afsnit til jer, der handler om myndighedernes forebyggelse af, at det sker igen. Tiltagene beskrives kort her:

  • Forsyningen har oplyst, at der er indkøbt udstyr til screening af bakterieindhold. Udstyret kan blandt andet bruges i forbindelse med ledningsbrud.
  • På baggrund af Forsyningens rådgiver Envidans analyse af data, og deres bud på årsager til forureningen, har kommunen bedt Fredensborg Forsyning om at gennemskylle alle brandhanerne i Gunderødområdet.
  • Fredensborg Forsyning vil i efteråret sende en redegørelsesrapport over hændelsesforløbet. Rapporten vil indeholde et afsnit om tiltag, der skal sikre mod en gentagelse af sommerens forureningshændelser.
  • De ovenfor nævnte tiltag vil blive uddybet og præciseret i redegørelsesrapporten. Det videre arbejde med tiltagene fortsætter herefter.

I Nivå og Kokkedal berørte vandforureningen op mod 20.000 mennesker, men kun i ganske få dage. Forureningen i de to byområder kom fra vandtårnet i Kokkedal og er en anden forurening end den, der plagede landområder, lyder den klareste af konklusionerne.

Selv brandhaner kan være skyldige

Ude på landet gik der over en måned, inden de sidste ejendomme fik ophævet anbefalingen om at koge vandet. Fredensborg Forsyning har nu lavet en kort redegørelse til politikerne, og der er ingen skarp konklusion og årsagsafklaring af den forurening.

Forsyningens rådgiver Envidan har analyseret data. Data indikerer, at omlægningen af vandstrømmene kunne være medvirkende årsag til forureningen, og det samme kan et ledningsbrud i Gunderødområdet i samme periode.

”Ved ledningsbrud kan der være kommet coliforme bakterier ind i ledningsnettet, eller der kan, som følge af ændrede trykforhold i en ledning, der er repareret, ske mobilisering af vand, der har stået stille i f.eks. brandhaner i lang tid”, fremgår det af redegørelsen, der fortsætter:

”Forureningen med E. coli og enterokokker i Karlebo Vandtårn kan være opstået i forbindelse med de kraftige regnskyl i slutningen af juli måned (22. og 24. juli). Tagvandet er formentlig påvirket af ekskrementer fra fugle, og vil derfor også indeholde E. coli og enterokokker”.

”Idet Gunderødområdet i hele forureningsperioden har modtaget vand fra Karlebo Vandtårn passer det med, at de første E. coli og enterokokker blev observeret omkring de nævnte datoer. Herefter fulgte en opblomstring i starten af august, hvor der ligeledes faldt en del regn på relativt kort tid”.

Vandtårnet i Kokkedal ude af drift

Med andre ord blev landområderne sandsynligvis ramt af begge forureninger. Først den milde med coliforme bakterier, som var irriterende og udløste en kogeanbefaling, men som reelt ikke var så sundhedstruende som E. Coli og enterokokker.

Den kom buldrende som en 2. bølge på landet, da også Nivå og Kokkedal blev ramt. Data underbygger den udlægning, men det er ikke endeligt fastslået, at det er tilfældet, fremgår det af analysen.

”Der er endnu ikke taget beslutning om, hvornår Karlebo Vandtårns drift genoptages. Foreløbig leveres der vand fra Sjælsø Vandværk (Novafos).

Fredensborg Forsyning overvejer ekstra tiltag til fjernelse af eventuelle bakterier ifm. vandtårnene, før vandet pumpes ud til forbrugerne”, fremgår det af orienteringen til politikerne i Udvalget for Natur-, Miljø- og Bæredygtig udvikling.


Nu går det hurtigt med at få rent vand. Men hvad har vi lært efter seks uger?

Når alle igen kan nyde et glas rent vand fra hanen, er det tid til at stille ét spørgsmål og lave fire nedslag, der kan give svar.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder