Traditionen tro afholder Humlebæk kirke også i år Byens dag. En hyggelig dag, hvor byens borgere samles om loppeboder og underholdning for store og små. Konfirmanderne har også deres egen bod.
Det sker lørdag den 20. september fra klokken 11.00 ved Torpen Kapel, og dagen slutter med koncert i kapellet.
For de mindste er der fiskedam og hoppekirke, og for alle er der en lotteribod med skønne præmier doneret fra byens handelsfolk og andre gode mennesker.
Kirkens frivillige står bag cafeen, hvor du kan købe kaffe, te og juice, friske sandwich og hjemmebagt kage.
– Sidste år holdt vi auktion over særligt gode donationer, og det var en stor succes, som vi gerne vil gentage. Vi glæder os til dagen – og vi har brug for din hjælp. Byens dag er en dag, humlebækkerne skaber sammen, lyder det fra Humlebæk Kirke, der arrangerer dagen.
Kirkens overskud fra dagen går ubeskåret til årets julehjælp.

Program for Byens Dag 2025 er:
- Kl. 11,00: Åbningstale
- Kl. 11.15: Hoppekirken åbner og er tilgængelig hele dagen – for både børn og modige voksne.
- Kl. 11.15: Konfirmanderne synger på pladsen foran kapellet.
- Kl. 11.40: Fællessang i kapellet – alle sangglade kan deltage.
- Kl. 12.15: Koncert med bandet BLÅ i kapellet
- Kl. 13.00: Auktion til fordel for julehjælpen i teltet på pladsen overfor hoppekirken.
- Kl. 14.00: Koncert med Fredensborg Musikskoles orkester Strengeleg i kapellet.




