Vi bliver nødt til at tale om en selvskabt barriere i den grønne omstilling. Anlægsloftet.
I dag gælder der en grænse for, hvor meget kommunerne samlet må investere i f.eks. bygninger, skoler og infrastruktur. Formålet har været at holde styr på økonomien – og det er i sig selv fornuftigt. Men når selv grønne investeringer, som kan spare energi, sikre mod klimaødelæggelser og skabe fremtidssikrede bygninger, også rammes af loftet, så er det ikke længere fornuft. Så er det en politisk spændetrøje.
Konsekvensen er, at skoler ikke energirenoveres. At plejeboliger stadig drives med gamle varmeanlæg. At klimatilpasningsprojekter udskydes. Ikke fordi de ikke er nødvendige og rentable – men fordi de ikke må. Det er kortsigtet og klimaskadeligt.
Kommunerne ønsker at tage ansvar. Men de bliver mødt med nationale loftsgrænser, som straffer dem for at tænke langsigtet. Hvis en kommune gerne vil bruge egne midler på at investere i grønne løsninger, hvorfor skal staten så sige nej?
Løsningen er ikke at droppe ansvarlig økonomi – men at skelne. Grønne projekter bør fritages fra anlægsloftet. Det vil skabe plads til innovation, fremtidssikring og lokal handlekraft.
Venstre har stolte traditioner for både grøn ansvarlighed og lokal frihed. Derfor bør vi som parti – og som samfund – tage det næste logiske skridt. Frisæt de grønne investeringer for kommunerne. Det er ikke bare godt for klimaet. Det er også sund fornuft.
