Vi har brug for at løfte os lidt op over det hverdagsagtige, selvom vuggestuer, folkeskoler og ældrepleje også er vigtige emner. Men der er for meget, der 1:1 handler om vores hverdag, og derfor vil mit ord være ”genfortryllelse”, indleder Bo Hilsted.
Om knap en måned har han 50 års jubilæum som gymnasielærer. Han underviser i engelsk og religion på Rungsted Gymnasium, så han kan den kulturhistoriske og religiøse definition på ”genfortryllelse”. Men det handler for Bo Hilsted om noget andet. Genfortryllelse handler om at lave sjov, om at lade sig fortrylle af historier og om at tro på sine drømme, hvad enten det er, at ens hold vinder en fodboldkamp eller at man kan forandre verden.
Han kigger eftertænksomt skråt op i luften og ser for en stund slet ikke ned på kaffen og morgenbrødet, som han lige har sat på bordet. Det er ikke en religiøs vækkelse, siger han kort med et skarpt blik, inden han fortsætter:
– Oprindeligt er det et religiøst begreb, hvor religionen med Oplysningstiden og industrialiseringen blev affortryllet. Men vi har som mennesker brug for et drømmeunivers. Jeg ved godt, at vi lever i en alvorlig tid, men som mennesker behøver vi ikke at være så alvorlige. Vi skal turde lave mere sjov og have flere drømme.
– Og vi skal læse noget mere. Det er vigtigt. Vi skal leve os ind i historierne og glædes med og græde med de personer, som vi møder, og vi skal have smilet frem igen. Smilet når vi mødes, understreger han.
Når lyset tændes, er det genfortryllelse
På spisebordet står to kopper kaffe og en tallerken med tre forskellige stykker morgenbrød, hvor den ene er en spandauer med gul creme. Haps, den tager journalisten, og Bo Hilsted tager den med syltetøj.
Fire bøger ligger i to stakke på kanten af bordet ud mod arvestykket, der er et maleri af en norsk fisker, der sidder med en stav i den ene hånd, rød tophue og venstre hånd hvilende på sit ene ben.
Jeg går selv til fitness, og det er vigtigt, men der er ingen genfortryllelse i det, og det løfter mig ikke ud af hverdagen
Den meget alvorlige ”Rovdyrenes tid” ligger øverst i den ene stak. Nederst i den anden ligger svenske Jonas Jonassons seneste bog, hvor ordene ”den velsignede brændevin” indgår i titlen. Bo Hilsted glæder sig til at læse dem alle, og ja – den med brændevinen er umiddelbart den, der peger mest i retning af genfortryllelse.
Hvad mener Bo Hilsted egentlig med det ord?
– Det kommer jo af det religiøse, at der er noget større derude end vores hverdag, men mit ærinde er ikke en religiøs oprustning. Genfortryllelse kan du finde mange steder derude, i musikken, litteraturen og i sporten. Ja, i sport er det jo ren affortryllelse og genfortryllelse, nedgang og spænding om, hvornår det vender, så man igen vinder, siger han og tilføjer:
– Når Annisette synger sin ”Når lyset tændes i Parken” er det genfortryllelse, men jeg mener ikke, at der er meget genfortryllelse i fitness. Jeg går selv til fitness, og det er vigtigt, men der er ingen genfortryllelse i det, og det løfter mig ikke ud af hverdagen. Det er individualistisk, i modsætning til holdsport eller fællesskaber, hvor vi mødes om vores drømme.
– Genfortryllelse er også, når vi har det sjovt sammen, smiler og kommer med en hurtig kommentar eller en vittighed. Og det har vi fået mindre af, også i undervisningen, hvor eleverne er mere forsigtige, og det er jeg da også – jeg tør ikke sige det samme, som jeg gjorde for få ord siden, erkender Bo Hilsted, der tilskriver det woke-bevægelsen på godt og ondt.
Han konstaterer, at det har givet en mere alvorlig hverdag, uden at åbne en diskussion af, hvad den bevægelse har bragt og bringer med sig.
I stedet peger han på kulturen som et andet sted, hvor genfortryllelsen kan findes.
Frygt ikke det, der ikke går så godt
Men kan den nu også det, hvis vi ser på de aktuelle udstillinger omkring os? På Nivaagaards Malerisamling ser vi Janus la Cour, der i slutningen af 1800-tallet malede tyste, stille landskaber uden mennesker, hvilket – udstillingens pragt til trods – godt kan forekomme en anelse klaustrofobisk og absolut ikke med fællesskaber.
På Louisiana Litterature forleden var en af de mest populære forfattere den franske Édouard Louis, der talte i over en time om sine rædselsfulde familiære forhold. Og træder man ned ad søjletrappen under museets cafe kan man opleve Bouchra Khalilis skæbnefortællinger med migranter, der må give op.
Man kan virkelig tale om, at de udfordrede eliten, og de forfulgte deres drømme
I sydfløjen finder man Kaari Upsons værk ”Foot Face”, der er en berigende skildring af livskraft, der forsvinder fra hende som kræftsyg.
Men genfortryllelse? Den er da svært at finde derude? Lige her smiler Bo Hilsted kun lidt. For han er delvis enig.
– Janus la Cour maler i protest over industrialiseringen, han maler en verden, der heller ikke fandtes, da han levede. Det er jo en slags drømmeverden, det uspolerede liv. Tag i stedet udstillingen før, Bloomsbury, som handlede om at overskride grænser. Jeg husker et vidunderligt citat om kunstnergruppen. ” They lived in squares, they painted in circles, and loved in triangles”. Man kan virkelig tale om, at de udfordrede eliten, og de forfulgte deres drømme.
– Nogle gange gik det godt, nogle gang gik det ikke, men de trykprøvede det samfund, der var omkring dem, og det var ikke uden risiko, for homoseksualitet var forbudt på det tidspunkt, påpeger han.
Smid nu lidt af pænheden af jer
Dermed afslører Bo Hilsted, at genfortryllelse for ham er tæt forbundet med det at vove noget. Efter snart 50 års undervisning er han forsigtig med at afslutte sin karriere med at være for hård ved de unge.
Alligevel synes han, at der er sket en udvikling i den forkerte retning. Karakterer fylder meget mere end tidligere, og det forstærkes af de unges uvilje imod at stikke hovedet frem og vove at begå fejl.
– Jeg siger til mine elever, at jeg jo ikke går hjem og sætter fire sorte streger, hvis de siger noget forkert. Jeg går hjem og sætter streger, fordi de turde sige noget den dag, og fordi vi havde en god snak i undervisningen, siger han og fortsætter:
– Pænheden er ved at være for kvælende, og vi skal turde begå fejl. Det nytter ikke noget, at vi alle sætter os nede i bunden af vores skyttegrave og passer på os selv. De unge skal kappe navlestrengen og turde blive voksne, og vi skal alle vove at bevæge os ud af vores tryghedszone og lade os genfortrylle.
– Vi har brug for et bevæge os i et drømmeunivers.
Fakta
- Kaffe og snak foregår altid en mandag morgen eller formiddag, og det er en interviewserie, hvor interviewet tager udgangspunkt i ét ord. Det kan være et ord, der er hyppigt brugt i tiden eller det kan være et ord, der betyder meget for et enkelt menneske.
- ”Genfortryllelse” er ordet i denne artikel, og det er gymnasielærer, tidligere byrådsmedlem og tidligere sportsjournalist Bo Hilsted fra Humlebæk, der denne gang byder på kaffe og snak.
- Bo Hilsted sad i tre perioder frem til 2021 i byrådet for Socialdemokratiet, og han har været sportsskribent for Helsingør Dagblad og for Uge-Nyt, sidstnævnte frem til 2017. I mange år var han også aktiv i Humlebæk Boldklub.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt lokal journalistik, der skaber stærke lokalsamfund.
Fik I læst? Hun vil trække de hævngerrige gudinder ud af historien – som et spejl
Nej, en gudinde er ikke bare smuk, poleret og formet i marmor. Engang var de gudinder, som magtfulde, temperamentsfulde og ambitiøse kvinder kunne spejle sig i, påpeger religionshistoriker Sisse Marie Kromann.
