Det kan måske virke overraskende, men kommunen kan lære af virksomheders måde at planlægge investeringer på. Virksomheder planlægger nøje, hvornår de vil lancere et nyt produkt, investere ekstra eller måske ændre eller stoppe det. Målet er at få mest muligt ud af de penge og ressourcer, de bruger – altid med profit for øje.
Kunne kommuner som Fredensborg gøre noget lignende – bare med mennesker og livskvalitet i fokus? Og uden at et menneskes liv reduceres til et ”produkt”? Svaret er ja, men det vil kræve at vi tør tænke nyt.
I dag bruges mange penge på eksisterende løsninger og faste services. Men ligesom virksomheder får bedre resultater, når de planlægger hele produktets liv, kan kommunen få mere ud af sine investeringer, hvis vi tænker på borgernes liv som en “cyklus”. Kommunen har begrænsede ressourcer. Derfor er det vigtigt at bruge dem dér, hvor de giver størst effekt – på de tidspunkter, hvor indsatsen virkelig gør en forskel for borgerne. Det er både socialt og økonomisk bæredygtigt.
Tænk for eksempel på forebyggende indsats for børn og unge – i skoler, sundhed og trivsel. Det koster penge her og nu, men gevinsten kommer senere som sunde, selvstændige borgere, der klarer sig godt i livet, og færre sociale problemer. Omvendt kan en besparelse her og nu være en regning, der kommer senere i form af dyre indsatser. Hos virksomheder vil besparelser i udviklingsfasen ofte medføre forøgede garantiomkostninger; hos borgere kan det betyde behov for omfattende støtte senere.
Når borgerne bliver voksne, kan kommunen støtte dem på nye måder – fx gennem efteruddannelse, sundhedstilbud eller hjælp til at fastholde arbejde. Og når borgerne bliver ældre, kan ressourcerne bruges til at sikre livskvalitet, værdighed og tryghed.
Kort sagt: Virksomheder investerer smart og på det rigtige tidspunkt. Kommunen kan hente inspiration her – ikke for at tjene penge, men for at skabe størst mulig effekt for borgerne. Det handler om at tænke langsigtet, planlægge strategisk og bruge ressourcerne dér, hvor de gør størst forskel – gennem hele menneskers liv.
Måske er det tid til, at Fredensborg Kommune ser på sine borgere med samme strategiske blik, som virksomheder ser på deres produkter. Ikke for at reducere mennesker til tal, men for at sikre, at investeringerne i vores fælles fremtid giver størst mulig effekt – både socialt og økonomisk – og for at kortlægge konsekvenserne af “her og nu” besparelser på borgernes livskvalitet senere.
Ligesom virksomheder planlægger for maksimal effekt af deres produkter, kan kommunen planlægge for maksimal effekt – målt i trivsel, sundhed og beskæftigelse – af sine investeringer i borgerne – gennem hele livet.




