Fredensborg Kommunes handicappris bliver i år uddelt for 16. gang, og den gives til en person, en forening, en organisation eller virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for børn eller voksne med handicap.
Indstillinger vurderes ud fra ét eller flere af følgende kriterier, fortæller Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse og tilføjer, at listen over kriterier ikke er udtømmende:
- Der er skabt forhold, der kan bidrage til en forøget livskvalitet hos børn og/eller voksne med handicap
- Der er givet mulighed for at børn og/eller voksne med handicap kan deltage på lige fod med øvrige borgere
- Der er skabt arbejdspladser for mennesker med handicap
- Der er etableret aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for børn og/eller voksne med handicap
- Der er forbedret handicaptilgængelighed
- Der er givet bidrag til større almen viden om handicapforhold
- Der er bidraget til en større grad af inkludering af børn og/eller voksne med handicap i det offentlige rum.
Har du en kandidat, som falder uden for ovenstående, er du stadig meget velkommen til at indstille, understreger kommunen.
Her skal I skrive med et forslag
Prisen kan tildeles privatpersoner, foreninger, organisationer eller virksomheder i Fredensborg Kommune, som i særlig grad har bidraget til inklusion, deltagelse og lige muligheder for mennesker med handicap.
I 2024 gik Handicapprisen til Monica Lylloff for sin imponerende vedholdenhed med først #enmillionstemmer og senest #UndskyldViErHer.
Prisen overrækkes på den internationale handicapdag, der er onsdag den 3. december 2025. Alle kan sende en indstilling per mail til psykiatrioghandicap@fredensborg.dk med att. Maja Kristine Andersen eller per brev til Center for Psykiatri og Handicap/Maja Kristine Andersen, Fredensborg Kommune, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal
Indstillingen skal modtages senest fredag den 31. oktober 2025 klokken 12.00.





