Der bliver kampvalg til Seniorrådet, når stemmerne skal afgives i samme periode, som der er valg til byrådet. 14 kandidater har meldt sig, og der er ni pladser i Seniorrådet.
I øjeblikket sidder der otte medlemmer, eftersom der også i denne periode har været frafald. Seks af de otte medlemmer genopstiller, og en af dem er den 94-årige Grethe Troensegaard, der tidligere på sommeren ganske kort overvejede sit kandidatur. Men kun kortvarigt.
– Er der brug for de spørgsmål, jeg stiller? Er der brug for min viden? Det mener jeg, at der stadig er, sagde Grethe Troensegaard for flere måneder siden, da hun blandt andet fortalte om en kogebog med opskrifter fra barndommen.
Siden 2000 har hun siddet i Seniorrådet, i øvrigt sammen med den snart 90-årige Jørgen Simonsen, der også genopstiller. Finn Kamper-Jørgensen og Niels Søndergaard har også siddet med i mange år, Lisbeth E. Knudsen i knap så mange år, og den nuværende formand, Peter Sørensen, genopstiller også.
Jytte Helene Bloch Kelsen og Toni Strande af de nuværende medlemmer genopstiller ikke.
Listen med kandidater er:
- Annemarie Frankær, 3480 Fredensborg
- Annette Wethje, 3480 Fredensborg
- Bodil Rasmussen, 2990 Nivå
- Lisbeth E. Knudsen, 2980 Kokkedal
- Finn Kamper-Jørgensen, 3050 Humlebæk
- Grethe Troensegaard, 3050 Humlebæk
- Jørgen Simonsen, 3050 Humlebæk
- Jan Jensen, 3050 Humlebæk
- Lone Andersen, 3050 Humlebæk
- Niels Søndergaard, 2990 Nivå
- Peter Sørensen, 3050 Humlebæk
- Peter Vest, 2990 Nivå
- Poul Holmegaard, 3480 Fredensborg
- Steen Fremming, 2980 Kokkedal
De nye navne har frem til mandag den 22. september til at frafalde, hvis de fortryder, derefter bliver listen indrykket som annonce i Uge-Nyt, erfarer TjekFredensborg.
Fakta
- For at være stemmeberettiget skal man være fyldt 60 år senest den 18. november 2025. Valget til Seniorrådet vil blive afholdt som digitalt- og fremmødevalg.
- Der er mulighed for hjælp på bibliotekerne og i borgerservice på Rådhuset allerede fra den 28. oktober.
- Borgere som er fritaget fra digital post vil modtage valgmateriale i deres postkasse. Borgere tilmeldt digital post vil den 20. oktober modtage et brev i deres e-Boks med information om hvordan der kan afgives digital stemme.
- Der kan stemmes digitalt fra den 20. oktober til og med den 18. november klokken 20. Stemmesedlen skal være os i hænde senest den 18. november 2025.
- Der er mulighed for at afgive stemme ved fremmøde på det lokale valgsted i kommunen den 18. november, når der også stemmes til kommunal- og regionalvalget.






