14. november 2025

Ny udvikling og flere beviser i drabssag: Yngre mand er anholdt

Share

Politiet foretog mandag en anholdelse i drabssagen fra Nivå, og denne gang er der tale om en langt yngre mand end den 82-årige mand, som politiet først sigtede i sagen. Desuden er bevisbyrden større.

Tirsdag klokken 10.15 blev en 34-årig mand fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for den samme forbrydelse som en ældre mand blev sigtet for til grundlovsforhøret onsdag i sidste uge, hvor politiet var meget tidligt i efterforskningen. Den 34-årige, der blev anholdt mandag formiddag, nægter sig skyldig, skriver Ekstra Bladet. Efter et knap tre timer langt grundlovsforhør blev den 34-årige varetægtsfængslet i fire uger frem til den 8. oktober.

Annoncer

Af hensyn til efterforskningen begærede politiet lukkede døre, og det valgte dommeren at efterkomme, hvorefter pressen forlod retslokalet. Det samme gjorde en gruppe af tilhørere med tilknytning til den 79-årige kvinde, som politiet formoder blev dræbt i sit hjem på Hjørnestenen i Nivå om aftenen lørdag den 30. august.

På fri fod kan han spolere efterforskning

Mandag sent om eftermiddagen blev hun fundet død i en skovkant syd for Møllevej mellem Kystbanen og Gl. Strandvej. Politiet mener, at hun blev dræbt i sit hjem på Hjørnestenen, formodentlig ved kvælning.

Siden har politiet efterforsket sagen intensivt, og undervejs flere gange bedt borgerne om hjælp. En 82-årig mand, der blev anholdt tirsdag den 2. september, blev lørdag den 6. september løsladt igen, eftersom der ikke var nok beviser til at opretholde en varetægtsfængsling ud over tre gange 24 timer.

Nordsjællands Politi oplyste tirsdag efter retsmødet, at den 82-årige mand fortsat er sigtet i sagen, men der er intet i sigtelsen mod den 34-årige mand, der nævner, at drabet skulle være foregået i forening med en anden person. Der er navneforbud i sagen.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den 34-årige i fire uger, fordi politiet har spor og angiveligt også video, der knytter manden til drabet. Der er desuden risiko for, at han på fri fod vil kunne spolere efterforskningen, sagde dommeren i sin begrundelse.

34-årig skal mentalundersøges

Anklagemyndigheden anmodede om en ambulant mentalundersøgelse, hvilket den 34-åriges forsvarer ønskede at tage stilling til senere, men anklagemyndigheden pressede på, og det fik den 34-årige til at udbryde:

– Det har jeg ikke lyst til.

Dommeren vurderede dog, at en mentalundersøgelse er relevant for det videre forløb, og dermed blev der afsagt kendelse om, at politiet kan sætte den i gang. Den 34-årige har med sin forsvarsadvokat nu mulighed for at kære den kendelse til landsretten.

Selve varetægtsfængslingen bliver ikke kæret, oplyste forsvareren, inden den sigtede klokken 13.19 forlod retten med en hvid plastikpose indeholdende en sodavandsflaske, omgivet af fire betjente.

Efter retsmødet gentog Nordsjællands Politi for tredje gang på blot en uge en opfordring til, at borgere tjekker deres mulige videooptagelser i særligt to områder, der er beskrevet i nedenstående artikel.


Se præcist hvor politiet har brug for vidner og video for at opklare drab

Tiden går hurtigt, og politiet mangler spor i sagen om den 79-årige kvinde, hvis død efterforskes intensivt som en drabssag.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder