Kunstgræsbanerne i to fodboldklubber er ved at blive udskiftet, og det har klubberne og deres medlemmer set frem til, da banerne længe har været glatte og trængt til udskiftning.
I Nivå-Kokkedal Fodboldklub er arbejdet gået i gang, og det samme arbejde er så småt også startet i Fredensborg Boldklub, fortæller Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
– Vi bruger nu samlet set cirka ni millioner kroner på de to baner. At det først sker nu, hænger sammen med, at den skærpede miljølovgivning har krævet en del yderligere undersøgelser, før miljøgodkendelserne kunne gives, udtaler Charlotte Sander (S), formand for Fritids- og Idrætsudvalget og fortsætter:
– Men nu står vi med første klasses projekter, der både tilgodeser miljøet og klubbernes krav til banernes kvalitet. Vi har valgt kunstgræs med gummi-infill, både på grund af spilbarheden og det faktum at banerne – i modsætning til alternative infill-typer – kan anvendes hele året rundt
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) supplerer:
– Jeg glæder mig over, at de nye kunstgræsbaner i Nivå-Kokkedal og i Fredensborg allerede står klar til brug lige på den anden side af efterårsferien 2025, og at det er lykkedes at finde en ansvarlig løsning, der både passer på miljøet og opfylder fodboldklubbernes ønsker.
I forbindelse med et energioptimeringsprojekt har fodboldklubberne i Humlebæk, Fredensborg og Nivå-Kokkedal i foråret 2025 fået opsat energibesparende LED-anlæg. Investeringen er foretaget ved hjælp af energioptimeringslån, idet energibesparelsen tjener anlæggene hjem inden for forventet levetid.
Udover at anlæggene tilgodeser økonomien og miljøet, vil der være tale om en større brugervenlighed og bedre tilretning af belysning i forhold til banerne, skriver Fredensborg Kommune.
Fakta
- Fritids- og Idrætsudvalget har foretaget materialevalget efter rådgivning fra blandt andet DBU og Rådgivningsfirmaet WSP. Udvalget har også lænet sig op ad resultater fra den såkaldte Silkeborgbane, forklarer Fredensborg Kommune i pressemeddelelsen.
- Silkeborgbanen er et projekt i samarbejde mellem Silkeborg Kommune, Teknologisk Institut og Rådgivningsfirmaet WSP, hvor resultaterne viser at miljø og grundvand ikke påvirkes negativt, hvis banen anlægges på en hensigtsmæssig måde.
- Blandt andet vil riste og foranstaltninger langs banerne forhindre at gummigranulat forsvinder fra banen, ligesom sluser ind og ud af banen skal hjælpe spillerne med at bevare alt granulat på baneområdet, frem for at tage det med sig i støvler og tøj.






