Taget er utæt og dækket af presenninger, og der er bekymringer i området over brandsikkerheden for den type af bygninger, men nej – det er ikke noget, som myndighederne kan gribe ind over for.
Ejendommen ligger på Helsingørsvej i Fredensborg og er blot af mange ejendomme, der kan ses rundt omkring i let eller tiltagende forfald. På Kystvej i Humlebæk har der netop været en sag om et gammelt bevaringsværdigt sommerhus, hvor politikerne sagde nej til at give en nedrivningstilladelse. Men kan myndighederne stille krav om minimum vedligeholdelse og sætte ind med bøder eller bod, hvis det ikke sker?
Svaret er, at det er meget svært at gribe ind.
”Vi har ingen muligheder for at pålægge ejer at vedligeholde deres ejendomme, det er kun hvis der er nedstyrtningsfare at vi kan anvende byggeloven, men det er lange og tunge sager, som kommunerne sjældent vinder, desværre”, skriver Fredensborg Kommune i et skriftligt svar til TjekFredensborg.
Hammeren er tvangsudlejning af tomme boliger
I de seneste måneders debat om bevaringsværdige bygninger, herunder også ejendommen Djawa på Endrupvej 56, har det været fremført, at byrådets beslutning om bopælspligt i helårsejendomme kan give nye redskaber til at sikre, at ejendomme har beboere og dermed også en vis vedligeholdelsesstandard.
Ved individuel vurdering kan der gives dispensation fra bopælspligten, men kun for et år af gangen og efter en individuel vurdering. Da beslutningen blev taget i byrådssalen i maj 2024, fremgik det også klart, at kommunen fører et ikke-intensivt tilsyn.
Det betyder, at kommunen ikke er opsøgende for at finde boliger, der fx kun bebos i sommerhalvåret og står tomme om vinteren. Og hvis der kommer henvendelser fra borgerne, er det stadig svært at gribe ind med andet end breve og opfordringer til at overholde loven.
Er der en ”hammer”, har TjekFredensborg spurgt, og ja – den er principielt, at kommunen kan lave tvangsudlejning af en ejendom, der ikke har beboere hele året, men også her er det småt med konkrete tilfælde.






