Man har med kandidattests gjort politiske kandidater til slaver af en algoritme, der ikke er – og aldrig bliver, i stand til at sætte sig ind i nuancerne i et samfund eller menneskets kompleksitet for den sags skyld – og værre endnu, så har man bildt befolkningen ind, at computeren skulle være bedre til at vurdere hvem der skal repræsentere dig, end du selv er.
Jeg skulle som kandidat til KV25 tage stilling til et spørgsmål, der ikke blot er relevant, men som berører mig dybt som menneske.
Spørgsmålet om børn med særlige udfordringer i vores folkeskoler: Børn der alle er forskellige individer med forskellige baggrunde, forudsætninger og udgangspunkter i livet – og som kæmper med at finde deres fodfæste; nogle fagligt, andre i fællesskaberne – og sommetider begge dele… eller spørgsmål 7, som maskinen så kynisk kaldte det:
“Elever med særlige behov skal i højere grad have hjælp gennem specialskoler frem for i den almene folkeskole.”
Er du: Helt uenig, overvejende uenig, overvejende enig eller helt enig?
Da jeg efter en times diskussion med mig selv om både min egen erfaring som lærer og pædag og medhjælper sammen med mit kendskab til statistik/forskning på området, er gået frem og tilbage i mit eget hoved, endelig får trykket på en af de horrible svarmuligheder, så skal jeg uddybe hvorfor jeg trykkede som jeg gjorde.
Men selv uddybningen af mit spørgsmål, er reduceret til knap 5 linjer og maskinen fortæller mig; “at jeg har opbrugt alle mine tegn”. Jeg er bundet på hænder og fødder – og det er på et område, som ikke bare er følelsesmæssigt betonet og dilemmafyldt, men som for mange familier, er skæbnesvangert.
Hvem filen er det egentlig de maskiner tjener? for det er da ikke politikerne eller demokratiet – og da slet ikke de børn som spørgsmålet her drejer sig om?
Hvis valgtesten havde tilladt mig det, så havde jeg skrevet, at: elever med særlige behov ikke er én størrelse. At særlige behov er et kæmpemæssigt spektrum. At barnets forudsætninger for at blive inkluderet ikke kun afhænger af de politisk tildelte ressourcer, men også af ressourcerne tilhørende de voksne, som barnet har rundt omkring sig.
At det handler om kemi, dynamik, læreren, pædagogen, naboen, håndboldklubben og meget, meget andet. At social angst ikke er det samme som autisme eller ADHD, men at vi begår en kæmpemæssig fejl, når vi netop taler om det hele, som én stor masse. Jeg er så træt af simplificeringer i politik, for det er en falliterklæring! og vi kan simpelthen ikke være det bekendt.
Jeg ville have skrevet at inklusion er mit drømmescenarie for alle børn, men ikke som den spareøvelse, vi kender det som. Derimod fordi jeg ved at alle børn bare gerne vil føle sig normale og som en del af fællesskabet.
Jeg husker hvordan vi allesammen i min folkeskoleklasse, sluttede ring om en dreng med særlige udfordringer. Hvordan vi lovede vores lærer at udvise hensyn, forståelse og hjælpe ham når tingene blev svære. Det holdt vi fast i hele vejen til 9. klasse og det kunne under de rigtige omstændigheder, lykkes. Han trivedes i vores fællesskab og fungerede præcis ligesom alle os andre.
Men jeg husker ligeledes min egen lillesøsters kamp, hvor hun hver dag blev udstødt af fællesskabet pga. temperament og overstimulering på daglig basis. Hun var brudt helt ned, inden hun endelig blev placeret på den specialskole, der ikke bare rummede hende, men som også gav hende plads til at udvikle sig i præcis det tempo, hvor hun kunne blomstre allermest som menneske.
Børn skal have den hjælp de har brug for. Vi skal som politikere tildele almen -og specialområdet økonomiske ressourcer, der rækker langt nok – og mindst lige så vigtigt, så skal vi understøtte en øget fleksibilitet, som vi særligt i dag ser et behov for, i vores til tider rigide systemer.
For børnene er ikke algoritmer eller maskiner, der skal regnes ud. De er vores fremtid.
