Det Konservative Folkeparti i Fredensborg glæder sig over at være en del af det brede budgetforlig for 2026-2029. Forliget skaber tryghed om kernevelfærden, styrker naturen og sikrer, at vores kommune står solidt rustet til fremtiden med en ambitiøs strategi for AI og velfærdsteknologi.
Vi styrker vedligeholdelsen af kommunes bygninger samt vores veje. Samtidig fastholder vi en ansvarlig økonomisk kurs i en tid med usikre konjunkturer, idet vi i fællesskab har aftalt, at budgettet for 2026 skal balancere.
Konservative arbejder for, at børn og unge får de bedste muligheder for at udvikle sig – både socialt, fagligt og menneskeligt. Med aftalen løftes normeringerne i dagtilbud, og der afsættes flere midler til co-teaching. For os er det vigtigt, at co-teaching gavner alle elever – både de stærkeste og de elever, der har brug for ekstra støtte. Mere personale på 0-2-årsområdet sikrer mere tid til det enkelte barn i vuggestuen.
Vores ældre medborgere fortjener omsorg med høj faglighed og værdighed. Derfor er vi tilfredse med, at der afsættes midler til flere social- og sundhedsmedarbejdere. Det er et konservativt ansvar at sikre, at alle borgere har de samme rettigheder og muligheder. Derfor glæder vi os også over, at analysen af madområdet på ældreområdet fremrykkes.
Det bringer os tættere på at realisere vores politiske ambition om, at alle plejehjemsbeboere skal have frisklavet, varm og velsmagende mad hver dag. Mad er ikke kun ernæring – det er en vigtig del af livskvaliteten, og vi ønsker at løfte kvaliteten af maden markant på plejehjemmene.
Konservative ved, at man kan spare for dyrt. Derfor er vi tilfredse med, at der i budgettet prioriteres et markant løft af vedligeholdelsen af kommunens bygninger og veje. Det er sund fornuft og klassisk konservatisme: Vi passer ordentligt på de faciliteter, vi allerede har, frem for at lade dem forfalde og dermed pålægge kommende generationer en større regning.
Vi tror på det aktive medborgerskab – og det har Ungeudvalget i den grad vist i denne byrådsperiode. De positive erfaringer, vi har gjort os med et midlertidigt Ungeudvalg, omsætter vi nu til et fast ungeråd, som sikrer, at de unges perspektiv får en varig plads i den politiske samtale – på lige fod med seniorrådet og handicaprådet. Det er vigtigt, at de unge engageres i vores lokaldemokrati, så vi sammen styrker ansvaret for fællesskabet og fremtidens kommune.
Konservative arbejder for at tænke langsigtet og ansvarligt. Derfor er vi glade for, at Fredensborg Kommune nu får en målrettet strategi for AI og velfærdsteknologi. Når vi indfører løsninger som robotstøvsugere og intelligente systemer, frigør vi tid til det, der virkelig betyder noget: menneskelig omsorg og nærvær. Det er konservativt at forny sig med omtanke og bruge teknologien klogt, så vi kan sikre både kvalitet og økonomisk bæredygtighed i fremtidens velfærd.
Foreningslivet er rygraden i vores lokalsamfund. Det er her, frivillighed, fællesskab og sammenhold vokser frem. Med budgettet prioriteres både nye faciliteter som padelbaner og atletikklublokaler, ligesom vi løfter midlerne til vedligeholdelse af idrætsanlæg. At vi samtidig fordobler grundtilskuddet til foreningerne, er en vigtig håndsrækning til de mange frivillige, som yder en uvurderlig indsats. Det er konservativ politik i praksis: at styrke civilsamfundet, så fællesskabet blomstrer.
Vi ønsker at give vores børn en rig natur at vokse op i. Derfor er vi stolte af, at budgettet sikrer flere træer, mere bynatur og nye solcelleanlæg på kommunale tage – og ikke i naturområderne. Det er tiltag, der både gavner biodiversiteten, bidrager til klimasikring og styrker den lokale grønne energi.
Samtidig prioriteres arbejdet med en helhedsplan for Niveåen, der både skal forbedre naturen og tage hensyn til lodsejerne. Det er konservativ naturpolitik: Vi tager ansvar for naturen, men vi gør det i respekt for lokale interesser og med blik for helheden.







