14. november 2025

K: Lad os sætte solceller på tagene – ikke i naturen

Af Jesper Tvilde, Celine Lind Jakobsen, Thomas von Jessen og Mikkel Dodt Fregerslev, byrådsmedlemmer/kandidater for Det Konservative Folkeparti, Fredensborg Kommune

Share

Med finanslovsforslaget har regeringen sat 851 millioner kroner af til at understøtte danskernes grønne omstilling. En vigtig del af aftalen er, at det bliver langt enklere at opsætte solceller på offentlige bygninger. Det er godt nyt for kommuner som vores – og en oplagt chance for at tage næste skridt i den grønne retning.

I Fredensborg Kommune har vi masser af store tagflader på skoler, idrætshaller og plejehjem, som kan bruges til at producere grøn strøm til gavn for både klimaet og lokalsamfundet. Når børnene ser solceller på skolens tag, bliver klimaindsatsen konkret og nærværende – det giver læring, stolthed og mod på en grønnere fremtid.

Annoncer

Som konservative har vi længe kæmpet for pragmatiske løsninger, der faktisk gør en forskel – ikke symbolpolitik. Vi sagde nej til solceller på åbne marker, fordi vi vil beskytte vores natur. Til gengæld har vi arbejdet for et grønt kommunalt selskab, der allerede er i gang med at sætte solceller op på kommunens bygninger og parkeringspladser. Solceller hører til på tage, ikke i vores landskaber.

Den grønne omstilling er en bunden opgave, og vi mener, at den skal ske i tæt samarbejde mellem kommune, borgere og erhvervsliv. Vi kan skabe mere vild natur på kommunale arealer, men det rykker endnu mere, når også borgerne tager del – ved at fremme biodiversitet i haverne, vælge grøn varme og opsætte egne solceller.

Nu er der ingen undskyldning for at vente længere. Med de nye muligheder fra regeringen er tiden kommet til at sætte solceller på vores kommunale bygninger. Spørgsmålet er bare, hvor vi skal starte: Skoler, haller eller plejehjem? Her vil vi meget gerne høre borgernes input – for det er sammen, vi skubber til den grønne omstilling.

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder