10. november 2025

I en giftig verden tror han på, at unge skal nytænke vores version af dannelse

Fri os fra kærlighed på kontrakt og reklamer på busser. Efter 15 år som skoleleder på Skolen på Slotsvænget er det noget af det klogeste, Kasper Pavar har hørt, og det er en byggesten i en ny type dannelse, der i højere grad er formet af de unge, fortæller han.

Share

Vi har brug for en ny måde at tænke dannelse, mener Kasper Pavar, for det klassiske dannede menneske har ikke just formået at undgå giftstoffer i naturen, forurening af havene eller at verdens dyrearter uddør.

Måske skal vi lytte mere til nogle af de unge, som oplever verden på en anden måde, end de fleste? I 15 år har Kasper Pavar været skoleleder på Skolen på Slotsvænget, og det har fået ham til at tænke over, hvad der egentlig skaber et dannet menneske. Er det at være god til tysk eller at kunne overkomme den største modstand – som at have OCD, en trang til at vaske hænder hele tiden, og alligevel få topkarakter i madkundskab?

Annoncer

– Mit ærinde er ikke, at vi alle skal gå ud og kramme et træ, men måske vi skal arbejde mere med en dannelse som er, at vi lærer vores unge, at de skal tage ansvar i verden, og at de er forbundet med naturen, siger Kaspar Pavar på sit kontor en mandag formiddag før sommerferien, hvor han bød på kaffe og snak.

Hurtigt indskyder han, at den tilgang har mange af de unge allerede i sig, når de kommer på Skolen på Slotsvænget. Interviewet er en anelse forsinket, fordi der fra morgenstunden var en episode, der krævede en gåtur til den nærliggende sø for at få ro på en sag, der var ved at fylde lidt for meget.

Men konflikterne fylder ikke i samtalen. Tværtimod er Kaspar Pavar i eksamenstiden hvert år stolt over de unges talenter, fordi det lykkes så mange af skolens elever at få folkeskolens afgangseksamen, selvom de få år tidligere var blevet opgivet af de folkeskoler, de gik på.

Faktisk får eleverne på Skolen på Slotsvænget et højere gennemsnit end den gennemsnitlige elev på kommunens folkeskoler i nogle fag, fortæller han.

At lytte er bedst, at dømme er sjældent godt

Ud af den stolthed kommer også en eftertanke og en kredsen om ordet ”dannelse”, fordi Kasper Pavar, skolens lærere og kostskolens medarbejdere arbejder med en særlig tilgang til de unge.

– Når jeg møder dem første gang, vil jeg helst ikke kende de unges diagnose. For den betyder ikke så meget – jo, i nogle få tilfælde kan der være en oplysning, som er vigtig for os, men jeg vil hellere sætte mig over for dem, lytte til dem og lære dem at kende som mennesker, siger Kasper Pavar og fortæller, at de unge elever ofte bliver mødt med fordomme.

For ikke så mange år siden fik han en mail fra en af naboerne i området med en klage over, at der var smidt flasker ind i en have og larmet. Imidlertid var det sket i en periode, hvor skolens elever havde været på ferie, så det kunne umuligt have været dem.

Han konstaterer, at vi som klassisk dannede mennesker nogle gange er for hurtige til at dømme i stedet for at lytte. Vi belønner i uddannelsessystemet evnen til at lære ting udenad og forstå kompliceret matematik.

Men Kasper Pavar er personligt mere inspireret af de møder mellem lærere og elever, hvor en elev med fx middelsvær OCD og trang til hele tiden at lave de samme tvangshandlinger, alligevel formår at få en topkarakter efter et par timer i et køkken til sin eksamen i madkundskab. Hvordan lykkes den elev?

Lad fagudtryk flyve lavt, så de er til at forstå

At nytænke begrebet dannelse i pædagogisk forstand og i en undervisningssituation, er endnu i sin begyndelse, understreger Kasper Pavar. Han er slet ikke færdig med at få greb om, hvad han egentlig mener, men han er på sporet af noget, synes han.

For han ved, hvor let det selv er at falde i fælden og miste kontakten til virkeligheden derude. Selvfølgelig fornægter han ikke al akademisk viden, men han understreger, at den skal være forbundet til virkeligheden derude, gerne også naturen.

Ved bordet med de to kopper kaffe lader han sig rive en anelse med og kommer til at tænke på to møder i skolens bestyrelse for længe siden.

Han sagde, at unge i udsatte positioner jo blot vil ses som dem de er

– Vi sad til et møde og havde en virkelig god snak om ideer, og vi har gode folk i bestyrelsen, fortæller Kasper Pavar og tilføjer, at netop til det møde var den pædagogiske snak en anelse højtflyvende, men det gav utrolig meget mening for flertallet til mødet.

Indtil forældrerepræsentanten brød ind og sagde, at hun absolut intet fattede af alle fagudtrykkene og stillede mødets bedste spørgsmål til emnet. Hvordan kommer jeg og de unge til at forstå det?

De vil ses som dem, de er

For Kasper Pavar var det en øjenåbner, ikke fordi de unge skal bestemme alting selv, men igen… det klassiske dannede mennesker har jo ikke just lagt sig i førerposition til at løse verdens problemer, så måske de unge skal på banen?

– Vi havde på et senere bestyrelsesmøde en anden diskussion, der handlede om at putte en reklame for skolen på den bus, vi bruger til udflugter. En fantastisk tidligere elev, der nu sidder i bestyrelsen og er projektmedarbejder hos DAV (De Anbragtes Vilkår) tog ordet og delte de klogeste erfaringer med os. Han sagde, at unge i udsatte positioner jo blot vil ses som dem de er, så deres ”slogan” er:

– Fri os fra kærlighed på kontrakt og reklamer på busser.

For Kasper Pavar understreger det med al tydelighed behovet for, at vi mennesker ser hinanden med alle de styrker og svagheder, vi nu engang skal fungere i verden med.

– Sætter vi dannelsen højt, hvor forbundenhed til naturen er væsentlig, er der en chance for, at der også er en verden til os alle i morgen, siger Kasper Pavar.

Hver eneste tatovering er knyttet til en historie i Kasper Pavars liv, en udvikling, noget nyt – og hvis man lytter og vil se mennesker, som de er, kan man sikkert også få de historier fortalt. Foto: Steffen Slot

Fakta

  • Kaffe og snak foregår altid en mandag morgen eller formiddag, og det er en interviewserie, hvor interviewet tager udgangspunkt i ét ord. Det kan være et ord, der er hyppigt brugt i tiden eller det kan være et ord, der betyder meget for et enkelt menneske.
  • “Dannelse” er ordet i denne artikel, hvor Kasper Pavar, forstander og skoleleder på Skolen på Slotsvænget, argumenterer for, at vi som samfund skal nytænke, hvad vi lægger i ordet dannelse. For det klassiske dannede menneske har jo ikke just formået at løse de udfordringer, der omgiver os i øjeblikket?
  • Måske er tiden kommet til en øget forbundethed med naturen og at trække på de input, som unge giver verden – også de unge, der ikke helt passer ind?
  • Skolen på Slotsvænget har netop fejret sin 40 års fødselsdag som dag- og kostskole for unge, der har det svært i folkeskolen. I mange år har Skolen på Slotsvænget haft stor succes med at give unge selvtillid, selvværd og folkeskolens afgangseksamen.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt lokal journalistik, der skaber stærke lokalsamfund.

Fik I læst? Nu er det smovs, men undervejs havde de skrækkelige drømme

For Jeanette, Charlotte og Anna er en drøm ved at gå i opfyldelse. De åbner snart en privat institution, Skovhuset Smovs.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder