Når man åbner avisen i disse dage, er det næsten sikkert, at der er nogen, der siger, at vi skal have flere plejehjemspladser. Naturligvis skal vi det, specielt hvis plejeboliggarantien ikke kan efterleves.
Jeg har i mange år – på afstand – forsøgt at finde ud af, hvad der sker på de enkelte plejehjem. Der er jo tale om placeringer flere lokaliteter i kommunen, der er tale om plejehjem af forskellig størrelse, der er tale om plejehjem med caféer, og der er tale om plejehjem uden caféer.
Nogle af disse forhold behandles i det såkaldte Råderumskatalog, hvor administrationen kommer med forslag til besparelser til det kommende budget.
Dette bidrag er ikke tænkt som en kritik – men tænkt (måske) som et stort spørgsmålstegn, og jeg vil forsøge at komme med et eksempel, som jeg stødte på fornylig.
Plejehjem består ofte af lange gange, hvor boligerne ligger på rad og række. Ved besøg på et plejehjem noterede jeg mig, at de små ”hvileområder”, der plejer at være på den lange gang, ikke længere var der. Svaret var: Der skal være plads til at passere.
Javel, men er det ikke muligt at sikre, at f.eks. en sygeseng kan passere alligevel? Svaret blæser i vinden! For hvad sker der: Fru Jensen, der bor i én af boligerne længst væk, har en såkaldt funktionsnedsættelse, som betyder, at hun ikke kan gå langt.
Hun har derfor ikke mulighed for at gå ned i spisestuen, med mindre hun bliver kørt i en kørestol, eller hvis hun kan benytte ”hvileområderne” undervejs. Hvis personalet ikke har kodet tiden til transporten ind i deres program, bliver fru Jensen i sin bolig, hvor hun så skal spise alene!
Det er nok ikke sådan, vi ønsker, at vores svageste borgere skal behandles. At personalet skal servere maden i beboernes egne boliger i stedet for i spisestuen, er da vist ikke at udnytte deres faglige ressourcer. Effekten for beboerne er efter min opfattelse at de bliver isoleret og dermed har risiko for at nedsætte deres livskvalitet.
