Hvordan påvirker mobiltelefoner, AI og anden digital påvirkning vores evne til at være nærværende, kreative og menneskelige? Det er et af de store spørgsmål, som man kan få svar på ved et foredrag på Humlebæk Bibliotek, hvor læge, forfatter og tech-kritiker Imran Rashid kommer på besøg.
Arrangementet med Imran Rashid har særlig fokus på børns trivsel i en skærmstyret hverdag. Derfor er foredraget lavet med en blanding af fortælling, fakta og humor, som gør, at børn fra cirka 10 år også kan være med og forstå budskaberne, skriver Fredensborg Bibliotekerne i en pressemeddelelse.
Imran Rashid er især kendt for bøgerne ’Tænd Fantasien’, ’Skærmsund’ og ’SLUK’, som handler om, hvad der sker med børns hjerner og fantasiudvikling, når skærmen tager over, og hvordan de voksne kan være med til at skabe bedre digitale rammer for børn.
Foredraget med Imran Rashid foregår på et børnevenligt tidspunkt lørdag 27. september klokken 11-12.30.
Både køb af billetter, indmeldelse i Biblioteksklubben og abonnement på Børnebibliotekets nyhedsbrev kan foretages via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.




