Er du fra kommunen, lød en vred stemme mandag formiddag? En ældre mand gik hastigt forbi, da billederne til denne artikel blev taget, og han var frustreret over belysningen langs stien langs byggepladsen mellem Niverødvej og Nivå Station.
Særligt det sidste stykke forbi det forladte gule hus og ud mod Niverødvej er mørkt, lød kritikken, som dermed er vokset siden den første kritik onsdag i sidste uge af belysningen ved cykelparkeringen. Umiddelbart så det ikke ud til, at der mandag blev etableret LED-belysning på den sidste del af stien forbi det gule hus. Men borgerne kan godt glæde sig, lyder det i en mail fra kommunen til TjekFredensborg.
”Andel Lumen har i dag monteret lys på stien helt fra Niverødvej og til tunnelen under banen. Så nu skulle der igen være belysning på strækningen. Trafikteamet kontrollerer belysningen igen i morgen for at sikre at den ikke er blevet ødelagt”, skriver Fredensborg Kommune.
Arbejdet skete langs hegnet ind til byggepladsen, naturligvis på indersiden, og det var lidt af en logistisk udfordring på byggepladsen, hvor der hele tiden flyttes mange byggematerialer.








