Lokalpolitisk, landspolitisk og i EU er det kompromisernes kunst. Og for mig, som nu sidder på ottende år i byrådet, kan det være svært at forstå, hvorfor det, der for mig er det “rigtige” for vores vandmiljø i åer, søer og grundvand – eller det “rigtige” for vores natur, biodiversitet og dyreliv – ikke altid opleves som det samme for alle, der sidder rundt om bordet i byrådet.
Det gælder også, når vi taler energi, byggeri og fjernvarme. Her er vi heller ikke enige – hverken når det handler om økonomi eller om forståelsen af, hvad der er “rigtigt”, helt ned på kommunalt plan.
Jeg er taknemmelig for mange af de grønne tiltag fra EU. De betyder, at vi som kommune bliver forpligtet til at tilpasse vores vandplaner, reducere CO₂, rejse skov og styrke biodiversiteten. For sandheden er, at vi ikke selv har formået det godt nok – vi har hverken fået kompetencer eller tilladelser fra regeringens side til at løfte det “grønne” område.
Derfor er det vigtigt, at vi i byrådssalen husker at spørge: Hvad ville miljøet, klimaet – det grønne – sige til den beslutning, vi nu vedtager?
Hver gang vi vedtager noget.
