17. november 2025

Glassene klirrer i skabet, når lastbiler rammer hullet. Hvad “hul”en er gået galt?

Share

I Nivå bor et par, der har fulgt godt med i artiklerne om huller i asfalten. Når en stor lastbil kører forbi deres hus på Ternevej ud til Gl. Strandvej i Nivå, klirrer glassene i skabene, og de er ved at få huset undersøgt for revner i soklen.

Det skyldes et gravearbejde på Gl. Strandvej ud for Sølyst Strandpark bebyggelsen, hvor der på et tidspunkt blev lagt noget i jorden på tværs af vejen, og da der blev lagt ny asfalt på vejen, blev asfalten ikke lagt i niveau, men et par centimeter under niveau.

Annoncer

Dunk, dunk, siger det hver gang en bil kører forbi. Dunk, dunk, siger det dobbelt så højt, når en lastbil kører forbi, og dem kører der mange af i øjeblikket med byggeaktiviteterne i Nivås bymidte og med Fredensborg Forsyning, der lægger nye rør ud mod Øresund, fortæller Solveig Treffers.

Det er jo let at løse. Og billigt. Det er bare at fylde noget asfalt i renden, så belægningen er i niveau, men hvem skal lige gøre det? Måske er årsagen, at der ikke er ført tilsyn med det asfaltarbejde, der laves på kommunens veje – bortset fra en årlig kvalitetsmåling lavet af Vejdirektoratet?

Siden cykelløbet Copenhagen Sprint har TjekFredensborg med hjælp fra borgerne kigget på den dårlige asfalt i kommunen, og de tusindvis af daglige ”dunk dunk” på Gl. Strandvej er blot et af mange eksempler. Det er først og fremmest et billede på et potentielt manglende tilsyn helt generelt med, hvad der sker med kommunens asfalt.

Se de nyeste billeder af huller

Sagen om dårlig asfalt ser ud til at bunde i noget strukturelt, eftersom ansvaret for asfalten er fordelt mellem flere parter. Først er der Fredensborg Kommune, der i 2013 indgik en 15-årig funktionskontrakt med Colas. I 2018 lagde kommunen den daglige dialog med Colas ud til Nordsjællands Park og Vej.

Veje, der ikke er omfattet af aftalen med Colas, skal Nordsjællands Park og Vej stå for, ligesom andre entreprenører og aktører skal levere asfalten tilbage i en god stand, hvis de graver noget op.

Og noget er gået galt – se blot billederne i bunden af denne artikel, hvor der er et par friske billeder Benediktevej i Fredensborg og Præstemosevej samt et sommerbillede fra Veksebovej ved Højsagervej, blot for at nævne nogle de steder, der har været omtalt.

Der er mange spørgsmål, og en del af dem besvares i denne udgave af serien ”Et spørgsmål og fire nedslag, der kan give svar”. Og spørgsmålet er: Hvad hulen er gået galt? Eller i denne situation, lidt humoristisk: Hvad ”hul”en er gået galt?

  • Det første nedslag kom i forlængelse af Copenhagen Sprint og svarer på, hvad dårlig asfalt betyder for cyklisterne på vejene.
  • Det anden nedslag søger at finde politikere, der ved noget om den kontrakt, som Fredensborg Kommune for 13 år siden indgik med asfaltfirmaet Colas – en kontrakt, der for perioden skulle sikre god asfalt i kommunen.
  • Det tredje nedslag er baseret på en aktindsigt og viser, at kommunen for godt tre år siden begyndte at skærpe tonen over for reparationer af asfalt, der tog for lang tid at lave. Et bodsregime, lød det fra Colas, der har betalt flere hundrede tusinde i bod de seneste år.  Men det forklarer stadig ikke, hvorfor der er så mange eksempler på virkelig dårlige veje derude.
  • Derfor spørges der i det fjerde nedslag, om der er gået noget galt, og om noget kan gøres bedre? Hvad er strukturelt og politisk på spil, og hvem vil tage et ansvar? Den artikel tog lidt tid at lave, for der er ikke just kø blandt de ansvarlige byrådspolitikere for at svare.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.
Benediktevej på vej mod centrum umiddelbart inden Fredensborg Skole. Foto: Steffen Slot
Præstemosevej i svinget mellem Grønholtvang og industriområderne. Foto: Steffen Slot
Er de så store eller små, de huller og ujævnheder? Nederst i billedet ses spidsen af en størrelse 43. Foto: Steffen Slot
Hvor Veksebovej møder Højsagervej kan den dårlige asfalt ses på Google Maps. Foto: Steffen Slot
Og så skal I ikke snydes for Nordre Strandvej i Nivå, hvor dette hul samlede vand i højsommeren. Foto: Steffen Slot

Fik I læst? Stjerneryttere klarede asfalten. Men hvor dårlig er den egentlig?

Weekendens Copenhagen Sprint har givet anledning til en del kommentarer om huller i asfalten på kommunens mindre veje. Nu får emnet et journalistisk tjek.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder