Kunstneren Artemisias liv og praksis er lige så relevant i 2025 som i 1600-tallet: Hun oplevede som ganske ung overgreb fra sin lærer, efterfulgt af en ydmygende retssag med tilhørende tortur, og brugte livet igennem den personlige oplevelse i sine malerier, hvoraf et af dem netop er købt af Nivaagaards Malerisamling.
I denne anledning inviterer Nivaagaards Malerisamling til en ganske særlig fyraften på museet med foredrag ved kunsthistoriker Cynthia Osiecki om Artemisia Gentileschi og hendes helt særlige plads i kunsthistorien, fortæller Nivaagaards Malerisamling i en pressemeddelelse.
Det sker tirsdag den 23. september fra klokken 17.00 til 18.00. I foredraget vil kunsthistoriker og kurator ved Nasjonalmuseet i Oslo, Cynthia Osiecki, fortælle, hvad man ved om Artemisias kunstneriske liv, virke og kunstneriske praksis.
Artemisia er i dag godt repræsenteret i Skandinavien med værker på Nasjonalmuseet i Oslo, Nationalmuseum i Stockholm og nu også på Malerisamlingen i Nivå.
Cynthia Osiecki er kunsthistoriker med kandidatgrader fra universiteterne i Nijmegen og Amsterdam. Siden 2018 har hun været kurator for gamle mestre ved Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo, Norge. Foredraget foregår på engelsk. Billetter via museets hjemmeside.




