10. november 2025

Engang var der en vejmand, der førte kontrol. Måske vi skal have ham tilbage?

Tilsyn og en klar ansvarsfordeling er afgørende for at sikre god asfalt, mener Carsten Nielsen (S), der sidder i bestyrelsen for Nordsjælland Park og Vej.

Share

For nogle år siden var Nordsjællands Park og Vej ved at indkøbe udstyr, der fra biler via et kamera kunne overvåge asfaltens tilstand, når medarbejderne alligevel kørte rundt for at løse opgaver. På den måde ville huller og nedslidt asfalt løbende blive indberettet for at give et overblik.

– Men som jeg husker det, blev den investering bremset, fordi vi også fik de oplysninger fra en anden aktør. Jeg synes nu stadig, at det havde været en god ide, siger Carsten Nielsen (S), der er bestyrelsesmedlem i Nordsjællands Park og Vej.

Annoncer

Han har fulgt med i de mange artikler om huller i asfalten, nedslidt asfalt og forsinkede reparationer af selvsamme huller, og han mener overordnet set, at to ting kan styrke vedligeholdelsen af asfalten – ud over selvfølgelig de penge, der afsættes.

– Helt tilbage i den gamle Fredensborg-Humlebæk Kommune kan jeg huske, at vi havde en slags vejmand. Det var en medarbejder, der kørte rundt i kommunen og vidste alt om, hvordan vejene så ud. Vi skal måske arbejde med sådan en medarbejder igen, funderer Carsten Nielsen, der også tilføjer, at der jo laves mange typer af asfaltarbejde, herunder også projekter, hvor private aktører graver i de kommunale veje.

– Så får de en gravetilladelse, og de skal reetablere asfalten inden for en bestemt tid. Nogle gange lægger man først et lag asfalt, derefter senere et slidlag ovenpå, men hvem kontrollere kvaliteten af det arbejde? Mit indtryk er, at de har vi ikke en funktion, der gør, siger Carsten Nielsen og tilføjer, at det skal der i så fald styr på.

Når der laves gravearbejde, fyldes hullerne med asfalt – fx som her på Asminderødgade med den klimavenlige asfalt, der er blandet op med gammelt glas. Men hvem sikrer kvaliteten? Foto: Steffen Slot

Derudover efterspørger han et bedre politisk overblik over vejenes tilstand.

– Jeg har tidligere spurgt til, om vi ikke hvert år kunne få et kort over kommunens veje, hvor de grønne veje er de gode veje, og de røde veje er steder, hvor asfalten er dårlig og med en dato for, hvornår den bliver forbedret. Vi har aldrig fået et sådan kort, tilføjer Carsten Nielsen (S), der her godt ved, at ja – han kunne have presset mere på.

– Men problemet har været, at Nordsjællands Park og Vej har kunnet tage stilling til nogle ting, mens kompetencen til andre ting stadig ligger på rådhuset, konstaterer han og tilføjer, at han ser det som en fordel at samle ansvaret ét sted, hos Nordsjællands Park og Vej (NSPV).

Ansvar ét sted, men ikke langt væk

På borgmesterkontoret taler borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) i disse dage om nogle af de samme ting – fremover at samle ansvaret et sted.

– Jeg mener, at vi skal lægge vedligeholdelsen af asfalten ud til Nordsjællands Park og Vej, når den nuværende kontrakt udløber, siger Thomas Lykke Pedersen (S), der imidlertid også erkender, at pengene til at sætte et kvalitetsniveau skal komme fra byrådspolitikerne og dermed er forankret på rådhuset.

– Risikerer I ikke, at I lægger ansvaret for asfalten ud til et tværkommunalt selskab, hvor Helsingør Kommune har formandsskabet halvdelen af perioden og måske ikke er så opmærksom på asfalten i nabokommunen?

– Jo… Men det kan vi godt finde en løsning på, så vi undgår, at beslutningerne kommer for langt væk, siger Thomas Lykke Pedersen, der ligesom sin partifælle ser et potentiale i, at ansvaret for at ”levere varen” kun ligger ét sted.


Fik I læst? Hvad gør politikerne, når asfaltens huller kan ses på Google Maps?

Efter et par måneder med artikler om dårlig asfalt i Fredensborg Kommune gør TjekFredensborg status og spørger nogle af de politiske aktører, om noget kan og skal gøres bedre. Se her deres svar.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder