Fredensborg Kommune er i 2025 placeret som den mest erhvervsvenlige kommune blandt de ni nordsjællandske kommuner, vi normalt sammenligner os med. Det viser DI’s nyeste erhvervsvenlighedsmåling.
Det er et resultat, vi i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget er stolte af. Som medlemmer af udvalget har Celine, resten af udvalget og jeg arbejdet målrettet for at skabe bedre rammer for erhvervslivet – og det har båret frugt. Fra en bundplacering er vi nu rykket helt til tops.
Vi er nået hertil gennem en række konkrete initiativer:
- Vi har moderniseret erhvervsudvalget for at styrke dialogen og sikre bedre anbefalinger og information til virksomhederne – blandt andet via gå-hjem-møder med aktuelle oplæg.
- Vi har ført en tæt dialog med erhvervslivet og besøgt virksomheder for at høre deres ønsker og udfordringer direkte.
- Vi har afholdt erhvervskonferencer med stærke oplægsholdere om grøn omstilling, innovation, kunstig intelligens og de megatrends, der former fremtidens arbejdsmarked.
Men vi er ikke i mål. En national placering som nummer 77 er ikke godt nok. Fredensborg har potentiale til langt mere – og vi Konservative vil arbejde for, at kommunen bliver et fyrtårn for nye virksomheder, der ønsker at etablere sig tæt på motorvej, god infrastruktur og kun 35 minutter fra Rådhuspladsen.
Vores vision bygger på fem klare prioriteter:
- Flere erhvervsarealer. I dag er kun 3 % ledige. Flere arealer giver flere lokale arbejdspladser. Nye arealer bør placeres langs motorvejen. Hvis man kan i Jylland, kan vi også i Fredensborg.
- Mere fleksible erhvervsområder. Vi skal give mulighed for højere bebyggelse og større udnyttelse, hvor det er hensigtsmæssigt.
- Afskaffelse af dækningsafgiften. Den særskat på erhvervslivet skal væk. Det skal kunne betale sig at drive virksomhed her.
- Fortsat tæt dialog. Samarbejdet med virksomhederne er nøglen til at skabe de bedste rammer.
- Styrke det lokale byliv. Vi skal sikre samarbejdet mellem virksomheder gennem en bylivskoordinator i Fredensborg, Nivå, Kokkedal og Humlebæk.
Et godt lokalt erhvervsklima tiltrækker nye virksomheder og skaber lokale arbejdspladser. Et sundt og voksende erhvervsliv er fundamentet og rammen for det samfund, vi alle er fælles om.
Vi Konservative vil sikre, at Fredensborg Kommune bliver en attraktiv kommune at drive virksomhed i – også på landsplan. Fordi pengene skal tjenes, før de kan bruges.




