14. november 2025

”De fleste troede sikker, at det var et valgstunt. Men jeg genopstiller ikke”

Efter to byrådsperioder har Carsten Bo Nielsen valgt ikke at genopstille. Ved det seneste valg fik han 340 personlige stemmer.

Share

Han begyndte hos Venstre, sluttede som løsgænger, og derimellem håber han, at han vil blive husket for sin kamp for miljøsager og sin evne til at lytte og reagere, når borgerne henvendte sig til ham.

Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale) har besluttet ikke at genopstille til byrådet, og det fortalte han til sine byrådskolleger til byrådets mandag aften under den tre minutter korte behandling af forslaget om bedre fordeling af honorarerne til byrådspolitikerne.

Annoncer

– Der er nok nogle, der har tænkt, at mit forslag om ligeløn var et stunt op til kommunalvalget for at få opmærksomhed. Men det at jeg ikke genopstiller, må overbevise folk om, at jeg stiller forslaget, fordi jeg synes, at politiske honorarer skal diskuteres i fuld åbenhed og ikke på lukkede møder.

– Fordi der er så store forskelle på, hvad folk får – og hvis det blev indført en mere ligelig løn, ville posterne og opgaverne nok også blive bedre fordelt, fortæller Carsten Bo Nielsen til TjekFredensborg og tilføjer:

– I de seneste to år har det politiske arbejde ikke været så sjovt. Den bedste periode var de første fire år

Kendskab til detaljer har født et nyt udtryk

Han blev valgt til byrådet i 2017 og kom derefter til at arbejde i politiske udvalg, hvor han kunne beskæftige sig med miljøpolitik, hvor han altid har haft et stort engagement og sat sig spor i den offentlige debat.

Når han selv skal opremse de mærkesager, hvor han har gjort en forskel, nævner han mindre forurening fra vand, der afledes fra kunstgræsbaner samt beslutningen om at afgive høringssvar på planer om kommende grusgrave.

Han har også haft fokus på mulig forurening i landområderne fra Lars Foss Kemi og mere bæredygtighed i form af færre mursten og betonelementer i den nye bymidte i Nivå, og det er nogle af de initiativer fra partiet Venstre, hvor Carsten Bo Nielsen har været initiativtager eller aktiv i at få ideerne omsat til politik.

I byrådet er han kendt for sine evner til at kende detaljerne i en sag så godt, at det er blevet et udtryk i byrådet at lave en ”Carsten Bo”.

På det seneste bedst udført af byrådskollegaen Sarah Lykke (S), der ville forklare nogle detaljer om arbejdet i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og indledte sine ord med at sige omtrent disse ord: ”Nu laver jeg lige en Carsten Bo”. Hvorefter hun forklarede, hvordan hun så netop den sag.

Fællesskaber, men også egen taletid

Carsten Bo Nielsen oplyser, at det hører til hans egne overvejelser, om han har overvejet og måske endda forsøgt at blive medlem af et andet parti.

– Jeg er bedst som en del af en flok, og jeg vil ikke starte et soloprojekt med min egen liste. Og jeg har altid været Venstremand, og det har tre generationer før mig – min farfar, oldefar og tipoldefar var også engageret i politik og stod samme sted, siger Carsten Bo Nielsen, der aldrig har været bange for at sætte fingeren på de ømme steder eller bore lidt i de ting, som flertallet i byrådet helst havde været foruden.

Det skal vel ikke være sådan, at man skal have siddet i byrådet i 20 år for at sige noget eller rejse en sag?

Men hvis Carsten Bo Jensen gerne havde været en del af holdet i Venstre, skulle han så ikke have skruet lidt ned for charmen, taletiden og sine egne markeringer i tiden op til, at han blev ekskluderet fra partiet efter samarbejdsproblemer?

For Carsten Bo Nielsen skaber nogle gange irritation i hele byrådet, når han taler længe for at sige sin mening. Til det spørgsmål puster og pruster Carsten Bo Nielsen en anelse.

– Joooo, siger han nølende og fortsætter:

– Men det skal vel ikke være sådan, at man skal have siddet i byrådet i 20 år for at sige noget eller rejse en sag?

Hverken borgerne eller byrådspolitikerne kommer til at se, at tempoet sænkes i byrådsperiodens sidste tre måneder, understreger han.

– Jeg er byrådsmedlem frem til nytår, og hvis der er en borger eller to, der har brug for min hjælp efter den 1. januar, finder jeg nok også tid til det. I øjeblikket bruger jeg vel 20-25 timer om ugen på byrådsarbejdet, siger Carsten Bo Nielsen.


Fik I læst? Skal lønnen være mere ligeligt fordelt i byrådet? Se hvor det kan flytte rundt på pengene

Er der syv gange mere arbejde til en udvalgsformand end til et menigt medlem? Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale) stiller forslag om en mere ligelig fordeling af honorarer til politikerne.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder