Hvorfor trives så mange børn og unge ikke? Hvorfor ser vi mistrivsel helt ned i vuggestuealderen, hvor børn i Danmark kan starte i institution allerede fra seks måneder? Spørgsmålet er, om ikke selve institutionerne i virkeligheden er svaret – og at vi derfor har brug for at gentænke børnepasningen grundlæggende, så vi får mere menneskelighed og mindre institutionslogik.
Vi bruger hvert år milliarder på daginstitutioner, hvor alt for få voksne til alt for mange børn tilbringer dagen i larmende, trange rammer. Resultatet er, at børn bruger det meste af deres vågne tid i store grupper med jævnaldrende og begrænset voksenkontakt.
Samtidig står mange kommunale ressourcer – som biblioteker, kulturhuse, butikslokaler og ikke mindst vores natur – ubrugte hen i store dele af døgnet. Og oven i dette ønsker færre og færre at uddanne sig til pædagoger. Måske er tiden kommet til at tænke hele puslespillet forfra og se, hvordan vi kan skabe et mere fleksibelt, nærværende og fællesskabende børneliv.
En ny model kunne være mobil børnepasning: små aldersintegrerede grupper, der ikke er bundet til én institution, men bevæger sig rundt i lokalområdet og bruger de ressourcer, der allerede findes. Det kan være bibliotekets børneafdeling, naturen i nærområdet, en tom gymnastiksal eller et ledigt butikslokale, hvor der skabes midlertidige læringsrum.
I sådanne grupper ser de små børn op til de store og lærer af deres adfærd, mens de ældre børn styrker deres selvtillid og ansvarsfølelse ved at hjælpe de yngre.
Børnehavebygningerne kan stadig spille en vigtig rolle, men mere fleksibelt: de kan fungere som samlingssteder for pædagogledede aktiviteter, hvor børn er sammen med jævnaldrende et par timer om dagen.
Dermed bliver børnene knyttet tæt til de samme voksne, samtidig med at de lærer at indgå i fællesskaber på tværs, og uafhængighed, i et for det enkelte barn passende tempo.
Det handler ikke kun om rammer, men også om at udnytte de menneskelige ressourcer bedre. Pædagoger, pædagogiske assistenter, dagplejere og pædagogmedhjælpere kan frigøres fra institutionsdriftens rutiner og i stedet organisere sig fleksibelt. Opgaven bliver ikke at “opbevare” børn, men at skabe læring, leg og relationer i meningsfulde sammenhænge.
En væsentlig gevinst er, at børnepasningen kan blive en motor for stærkere lokale fællesskaber. Børn kan spise sammen med beboerne på plejehjem og skabe liv dér, hvor mange ældre savner nærvær. De ældste børnegrupper kan få timer i skolens rammer før skolestart og dermed få en glidende overgang. Og i byens rum – på torvet, i biblioteket, i naturen – kan børn være synlige og en del af fællesskabet, i stedet for at blive gemt væk i lukkede institutioner.
Samtidigt kan denne form være med til at forebygge, den store øgning af børn der vægrer at gå i skole, som vi for tiden er vidner til.
Man kan kalde det et win-win-win-koncept: børnene får mere nærvær og trivsel, ældre og lokalsamfund får liv og relationer, og kommunerne udnytter deres aktiver langt mere effektivt. Bygninger står ikke tomme, ressourcerne spredes bedre, og der kan frigøres midler til både bedre normeringer og mere efteruddannelse til medarbejderne. I Fredensborg kommune kunne vi endda spare investeringen i de planlagte nye børnehaver – og dermed styrke likviditeten med adskillige millioner.
Spørgsmålet er, om vi tør. Forandring kræver, at vi slipper vanetænkningen og forestiller os en hverdag uden de klassiske institutioner, som faktisk kun har eksisteret i omkring 50 år. Hvis vi virkelig vil børnene det bedste – og samtidig skabe mere liv i vores byer og styrke fællesskabet – hvilket de fleste byrådskandidater uanset partifarve tydeligvis mener, men enten ikke fortæller hvordan, eller kommer med en løsning, f eks bedre normeringer, der hvis det overhoved kan lade sig gøre grundet mangel på pædagoger, bare gør problemerne endnu større, så er det nu, vi skal tage diskussionen.
Vores forældre og bedsteforældre kom ikke sovende til det velfærdssamfund de har givet os, de kæmpede for det. Hvis vi vil forbedre det, bliver vi nu nødt til at tage kampen for at tilpasse det til den tid vi lever i, og til de udfordringer vi har i dag – ellers mister vi det helt.
