10. november 2025

Både metaforisk og konkret: Hun vil gøre det mindre bureaukratisk at koge et æg

Moderaternes spidskandidat, Maj Grundtvig Theander, går til valg på, at vi godt kan gøre det hele lidt bedre. Forudsætningen for at nå det mål er en politisk ledelse, der har overblik og følger op på de store satsninger og prioriteringer, siger hun.

Share

Har du en æggekoger? Nej, det har jeg ikke… Så må jeg ikke koge et æg… Maj Grundtvig Theander fortæller historien, som hun har hørt på nært hold fra en, der er i kontakt med hjemmeplejen og dens regler.

– Det skal ikke være sådan, at en medarbejder ikke må koge et æg til en borger, hvis appetitten den dag er til et æg, og der er æg i køleskabet. De regler skal vi have ændret, vi skal væk med bureaukratiet og fjollede regler, og det står jeg for politisk. Vi skal have mere beslutningskraft ud til de enkelte medarbejdere, og vi skal tro på deres faglighed og dømmekraft, siger Maj Grundtvig Theander, der efter en lang karriere i Den Europæiske Investeringsbank i fire år sad med i topledelsen.

Annoncer

Hun mener, at hun som Moderaternes spidskandidat kan bruge sit mangeårige kendskab til samspillet mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv, og at hun dermed har erfaringen og evnerne til at skabe den nødvendige fornyelse i kommunalpolitik.

Ikke fordi tingene går utrolig dårligt i Fredensborg Kommune, men som hun siger som sit valgsprog ”Vi kan godt gøre det lidt bedre i Fredensborg”. Og hvordan så det?

Scenen for dette interview er en kop kaffe på kunstmuseet Louisiana, da Maj Grundtvig Theander bor lige i nærheden med sin mand og tre børn, og hun fortæller, at hun er aktiv deltager i det lokale forenings- og idrætsliv og en flittig bruger af kommunens natur.

På den ene afdeling var der en god stemning, og en stod og spillede guitar i et hjørne

Med til interviewet har hun Anne Applebaums bog ”Autokrati A/S”, der er en gennemgang af den trussel, som autokratier udgør mod den frie verden. Hun ved godt, at den trussel endnu ikke er nået til kommunen, hvis navn stammer fra slottet, der blev kaldt Fredensborg efter en periode med krig mod svenskerne.

Alligevel er hun optaget af emnet, af demokrati og behovet for, at vi er aktive deltagere i demokratiet og står fast på vores værdier og hjælpes ad med at løse opgaver i fællesskab.

Politiske ledere skal have overblik

Efter mange år som succesfuld leder i Den Europæiske Investeringsbank, peger hun særligt på at styrke ledelse og samarbejde i det offentlige.

Hun fortæller i den anledning om to iagttagelser i mødet med sygehusvæsenet, hvor hendes aldrende forældre for nylig blev indlagt på to forskellige sygehusafdelinger, og nej – ingen af dem var under de højt prioriterede kræftpakker.

– Der var en kæmpe forskel. På den ene afdeling var der en god stemning, og en stod og spillede guitar i et hjørne, og der var overskud. På den anden afdeling stod morgenmaden stadig fremme ved middagstid, og medarbejderne gik travle rundt uden overblik, fortæller hun og tilføjer, den forskel næppe handler om økonomi.

Noget andet er på spil. God ledelse, at sætte en retning, det at turde gå forrest og mobilisere medarbejdernes handlekraft. Forudsætningen for at nå det mål er en politisk ledelse, der har overblik og følger op på de store satsninger og politiske prioriteringer, argumenterer hun.

Behov for tæt opfølgning og en plan B

Når hun læser om ventelister til plejeboliger og friplejehjem som politikernes redningsplanke på kort sigt, er hendes bidrag at nævne mulighederne for at skabe lokalplejehjem, hvor de kommunale plejehjem nytænkes til at være lidt som friplejehjem.

Ideen med lokalplejehjem er at give de kommunale plejehjem samme frihedsgrader som private friplejehjem. De skal have mulighed for at tilbyde beboerne tilkøbsydelser, de skal sikre større involvering af lokalområdet og have en professionel bestyrelse. På den måde “frisættes” de kommunale plejehjem – også fra kommunale regler og måltal.

Og når de ind imellem ikke løser en opgave godt nok, skal de hurtigt have besked

Hun taler også om behovet for at styre de store politiske projekter.

– Jeg ved fra mit arbejde i erhvervslivet, at rådgivere og konsulenter er dygtige, men der skal hele tiden ske en tæt opfølgning, og når de ind imellem ikke løser en opgave godt nok, skal de hurtigt have besked om, at det har vi betalt for at få løst bedre, konstaterer hun smilende og tilføjer, at når et friplejehjem som det i Nivå er forsinket, fordi aftalen med den første aktør glipper – ja, så skal der helst politisk ligge en plan B i skuffen, når det handler om noget så vigtigt som lovpligtige plejehjemspladser.

Når byrådets partier skriver læserbreve om at styrke erhvervsvenligheden, taler hun om fraværet af en skarp erhvervsstrategi.

– Hvad er det for virksomheder, vi gerne vil have til kommunen om fem til 10 år? Da jeg var til borgermødet om kommuneplanen, var det ikke en del af oplægget, men det skal vi jo diskutere og lægge en plan for, siger hun og tilføjer, at det blandt andet er det hun mener med, at ”vi kan gøre det lidt bedre”.

Men kan hun holde til bureaukratiet…?

For hun understreger også, at hun vil gå til det politiske arbejde med en ydmyghed over for, at demokratiet skal arbejde og opnå enighed, og at hun selvfølgelig som ny i politik skal lære en del ting, hvis hun bliver valgt ind.

Vil hun drukne i en kommunal virkelighed, hvor utrolig mange opgaver er lovbestemte, og hvor de penge, der reelt set kan flyttes og prioriteres, er små?

Kan hendes erfaringer fra handlekraften i det private erhvervsliv klare mødet med en kommunal forvaltning, hvor politiske møder i fagudvalgene holdes én gang om måneden, og hvor hun jo ikke som politiker sætter sig for bordenden som arbejdende chef?

Hun smiler og siger kort, at hun jo har arbejdet i EU institutioner… Med det mener hun, at hun kender til arbejdet i politiske og bureaukratiske organisationer og dermed kender de håndtag, der kan drejes på.

– Da jeg arbejdede i Den Europæiske Investeringsbank, havde vi et projekt, hvor vi førte beslutningskompetencer tættere på de medarbejdere, der sad med en faglighed på et område. Det er med til at styrke trivslen og arbejdsglæden, forklarer hun og tilføjer, at det handler om at sætte en retning, hvad enten man er leder, politiker eller sidder i en bestyrelse.

Erfaringen til rent faktisk at nå i mål

For Maj Grundtvig Theander handler det også om at have erfaringen til at stille de rigtige spørgsmål, der kan bringe en sag videre mod en løsning.

– Vi skal hele tiden følge op på de vedtagne beslutninger, og når vi har lavet strategier, skal de være meget konkrete og bruges aktivt til løbende at gøre status over, hvor langt vi er nået, siger hun og tilføjer, at det forplanter sig ned igennem en organisation, akkurat ligesom at en leder skal komme til tiden til møder, kun indkalde til nødvendige møder og selv være skarp og forberedt, når der holdes møder.

– Og…, tilføjer hun, da hun kan se, at journalisten er ved at have nok på blokken til en artikel.

– Jeg er også meget optaget af bæredygtighed og havmiljøet i Øresund, og vi skal styrke skoler og institutioner ved at turde sætte dem fri…

Og alt det får Maj Grundtvig Theander gode muligheder for at fortælle om i sin valgkamp.

Nye serie – mød partiernes spidskandidater

  • I en ny serie præsenterer TjekFredensborg de spidskandidater, der stiller op til byrådet i Fredensborg Kommune. De får mulighed for at fortælle om deres politiske visioner, og de får lidt modspil, men formålet er først og fremmest at lytte til, hvad de vil politisk. Derefter er debatten fri, og tirsdag den 18. november sætter vælgerne deres kryds.
  • Maj Grundtvig Theander er 58 år bor i Humlebæk med sin mand og tre børn. Størstedelen af karrieren har hun haft i Den Europæiske Investeringsbank, hvor hun blev ansat i 2000 som transportøkonom og i årene efter fik ledelsesansvar, blandt andet som direktør i projektdirektoratet, indtil hun blev generaldirektør i 2018. Efter at hun forlod banken i 2022 engagerede hun sig i bestyrelsesposter i en række store investeringsfonde.
  • Moderaterne stiller med fem byrådskandidater og har indgået et teknisk valgforbund med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, og partiet ønsker et bredt samarbejde hen over midten. Man kan læse mere om partiets politik via dette link.
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder