Kan man anmelde en udstilling på forventningens glæde? Det kommer til at ske her, for værkerne fra 19 nyetablerede designere, arkitekter og kunstnere kan kun ses i to weekender endnu, og jeg har endnu ikke haft tid til at komme forbi.
Skandale! For det ser magisk ud, når jeg kigger på de billeder, jeg har fået tilsendt. I hvælvingens mørke står pludselig en stol, og på brænderloftet eller tørreloftet ses flettede kurve, en vidunderlig flot vase og et drikkeglas, der minder om enhver skattejægers drøm: At finde den hellige gral, kruset fra den sidste nadver.
Nivaagaard Teglværks Ringovn er i sig selv et magisk sted, fordi historien om den industrielle fremgang og måde at brænde tegl i en ringovn er fascinerende. Klimavenligt var det ikke, men dog en bedre udnyttelse af varmen, og stedet er igennem de seneste årtier flot istandsat.
At få den ide at lade 19 designere, arkitekter og kunstnere fylde hvælvingen, brænderloftet og tørreloftet med genstande – ja, det ser på afstand ud til at være intet mindre end genialt. Derfor – at dømme fra forventningens glæde – er der topkarakter. Måske nogle af jer derude har set udstillingen og kan supplere?
Skabt med håndens kraft
Udstillingen er skabt af Ark Forma, der er grundlagt i 2024 af arkitekt Sara Saur og designer Mathilde Østengaard-Sejersen. De præsenterer selv udstillingen således:

”Udstillingen samler 19 nyetablerede designere, arkitekter og kunstnere med base i Danmark og hylder håndværket – dets kunnen, kvalitet og processer. I en historisk kontekst, der selv rummer en stærk håndværkstradition, præsenterer vi værker, objekter og møbler skabt med håndens kraft. ”
”Udstillerne vil ikke blot vise de færdige værker, men også udvalgte værktøjer og fragmenter fra deres designproces. Gennem denne tilgang ønsker vi at give publikum et indblik i den skabende proces og materialeforståelse, og samtidig sætte fokus på vigtigheden af at bevare håndværket – både i dag og for kommende generationer.”


Fakta
- Udstillingen CRAFT & TOOL kan ses i Nivaagaard Teglværks Ringovn lørdag den 20. og søndag den 21. september fra klokken 10.00-15.00 samt lørdag den 27. september og søndag den 28. september fra klokken 10.00-15.00. Adressen er Teglværksvej i Nivå, og der er gratis adgang.
- Ark Forma har base i København og arbejder i en tværfaglig praksis, hvor arkitektur og design forenes med udgangspunkt i håndværkstraditioner og en konceptuel, stedsspecifik tilgang.
- De to stiftere arkitekt Sara Saur og designer Mathilde Østengaard-Sejersen bevæger sig i krydsfeltet mellem udstillingsdesign, interiør og møbler, med fokus på skræddersyede løsninger, der tager afsæt i rummets fortælling og karakter.





