17. november 2025

Venstre styrker kandidatlisten og har igen ni klar til valgkampen

Share

Siden maj har Venstres spidskandidat Mie Stattau ønsket at styrke Venstres kandidathold, der på partiets opstillingsmøde talte ni kandidater, men dagen efter faldt til otte, da Tinne Borch Jacobsen meldte sig ud af partiet med henvisning til partiets politik på landsplan.

– Det er derfor med stor glæde, at jeg nu kan præsentere Per Askestad som kandidat på vores hold. Per har igennem den seneste byrådsperiode ydet en enorm indsats bag linjerne og jeg er meget glad for at kunne supplere holdet med Pers kompetencer og indsigt, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Annoncer

Per Askestad er 62 år, bor i Fredensborg og er næstformand for Venstre i kommunen. Med mere end 30 års erfaring som rådgiver og bestyrelsesmedlem – både i danske og internationale virksomheder – ønsker han at bidrage til en mere visionær og grøn retning for kommunen, fortæller partiet i pressemeddelelsen.

– Fredensborg skal være en grøn foregangskommune, hvor vi tænker i innovation, cirkulær økonomi og bæredygtig mobilitet. Vi skal turde se fremad – og bl.a. proaktivt forholde os til udviklingen af Hillerød, udtaler Per Askestad, der mener, at kommunen bør tage lederskab og byde ind med en vision for, hvordan vi møder fremtiden, herunder udviklingen af Hillerød – gerne i samarbejde med Helsingør og Hillerød kommune.

– Min vision er en kommune, hvor by og natur udvikler sig side om side, på deres egne betingelser. Hvor butiksliv, havnemiljøer og friluftsliv prioriteres – og hvor arbejdspladser også tæller med. Vi skal skabe muligheder for arbejde tættere på, hvor folk bor. Det giver liv i byerne, bedre klima og en stærkere lokal økonomi. Vi skal tage et opgør med fortidens ide om at være en pendler kommune.

Per Askestad er initiativtager til Facebookgruppen ”S-tog på Lille Nord” og været medlem af kommunens Folkeoplysningsudvalg. Desuden har han markeret sig i den offentlige debat om Fingerplanen og senest om tildeling af bestyrelsesposter til politikere i kommunale selskaber.

Fakta

Partiets kandidatliste tæller nu: 1. Mie Stattau – Borgmesterkandidat og medlem af byrådet, 2. Jesper Hammer – medlem af Region Hovedstaden, 3. Lars Søndergaard – medlem af byrådet og nuværende 1. viceborgmester, 4. Kristian Tanderup – medlem af byrådet, 5. Laura Mortensen – repræsentant fra Venstre Ungdom, 6. Charlotte Kirkegaard, 7. Lars Egedal, 8. Claus Hassing og 9. Per Askestad.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder