18. marts 2026

Så lang tid går der, før børnenes pavilloner bliver til ny institution

Der har ikke været indsigelser til lokalplanen for et nyt dagtilbud på Lystholm.

Del artiklen

Ofte er grønne områder svære at bebygge, fordi det udløser protester fra borgerne, men sådan har det ikke været med lokalplanen for en ny institution på Lystholm. Om få uger er lokalplanen på plads, og så er det egentlig bare at komme i gang med at erstatte midlertidige pavilloner i Fredensborg med en ny institution til 130 børn og 30 ansatte.

– Vi har holdt et borgermøde om lokalplanen, og nej – der var ikke særlig mange fremmødte, og der har ikke været indsigelser mod planen, så den vedtager vi, siger Lars Simonsen (R), formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget.

Annoncer

Lokalplanen bliver endeligt vedtaget på byrådsmødet mandag den 1. september. Den nye institution ved Lystholm skal ikke kun øge kapaciteten, men også bidrage til at gøre Fredensborg Kommune til et attraktivt sted at bo og arbejde, fastslår lokalplanen om institutionen, der i maksimalt to etager kommer til at ligge tilbagetrukket fra vejen.

Det betyder, at når man kommer kørende ind til Fredensborg ad Humlebækvej, så opleves området som grønt og åbent.

”Børnehuset i Fredensborg samt kommende, fremtidige børnehuse opføres ud fra et fælles pædagogisk koncept, således at hvert byggeri tager samme afsæt og ikke udvikles fra bunden hver gang. Som en del af det fælles koncept, er der udviklet en bæredygtighedsstrategi, som er fælles for alle fremtidige projekter, men som vil blive tilpasset de specifikke, lokale forhold, hvor institutionen placeres”, står der i lokalplanen.

Spaderne findes frem om knap to år

Men hvornår går byggeriet så i gang? I midten af 2021 begyndte det daværende byråd for alvor at fokusere på byggeriet af nye daginstitutioner, og nu er projekterne for både en ny institution i Kokkedal og i Fredensborg faktisk i udbud.

Det ventes, at byrådet inden jul kan godkende en kontrakt, oplyser Per Frost Henriksen (S), formand for Børne- og Skoleudvalget.

Derefter forventer Fredensborg Kommune at bruge godt et år på at færdiggøre projekterne, og byggestart planlægges i foråret 2027 for byggeriet i Kokkedal og efter sommerferien 2027 i Fredensborg. Altså om to år.

Dermed vil institutionen i Kokkedal være klar til børn i sommeren 2028, imens de fleste af børnene i pavillonerne i Fredensborg er begyndt i skole, når institutionen står klar i begyndelsen af 2029. Hvis tingene går som planlagt.

Fakta

  • TjekFredensborg.dk følger planerne for byudvikling og fortæller om dem med et historisk perspektiv – og helst inden de endelige beslutninger tages. Det giver jer som borgere mulighed for at kommentere på planerne.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik, der skaber stærke bysamfund. Kontakt redaktionen via skrivtil@tjekfredensborg.dk
På de fire luftfotografier kan man se, hvordan området omkring Lystholm har udviklet sig siden 1960’erne. Skitse fra lokalplanen
Her ses det præcise område, der i lokalplanen er udlagt til at blive en ny daginstitution. Skitse fra lokalplanen

Midt i store byggeplaner: Pludselig er mange af næste års børn væk

Prognoserne for børnetallet laver endnu engang et uventet hop. Denne gang er omkring 70 børn ”forsvundet” på et år.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder