Sommeren med bakterier i drikkevandet ser ud til at nærme sig sin afslutning, og kun få af områderne på landet er stadig underlagt en anbefaling om at koge drikkevandet. Med lidt held viser de næste prøveresultater, der kommer fredag aften og lørdag morgen, at de sidste områder slipper for kogeanbefalingen.
Sådan er meldingen fra Fredensborg Forsyning ved middagstid, og dermed er det tid til at puste ud og kigge tilbage i et forsøg på at få et overblik over, hvad der egentlig er sket i de seneste fem uger.
Det indblik får I her på TjekFredensborg.dk, hvor journalistikken eksperimenterer med at formidle kompliceret stof på nye måder – og det sker blandt andet med formen “Et spørgsmål og fire nedslag, der kan give svar”.
Spørgsmålet lyder: Hvad har vi lært efter seks uger? Det belyses i disse fire artikler:
- Er der lavet fejl? Er noget gået grueligt galt? Få indblik i travlheden på de indre linjer.
- “Det er svært at være 11 år”, sang Krumme for mange år siden. Det kan også være svært at finde kilden til en bakteriel forurening.
- Hvorfor har det taget så lang tid at sikre landområderne rent drikkevand? Få forklaringen i artiklen “Derfor tager det så lang tid at skylle bakterierne ud“.
I har allerede taget særdeles godt imod professor Hans-Jørgen Albrechtsen, der forleden forklarede, hvad der er på spil, når der er mikrobiologisk forurening i drikkevandet.
- Læs eller genlæs artiklen “Professor forklarer, hvorfor en pjevset E, coli tages så alvorligt”.
Inden denne artikel afsluttes, vil jeg gerne gøre jer opmærksom på, at I kan blive medlem her hos TjekFredensborg.dk og dermed støtte journalistik, der tager jeres hverdag alvorlig, lytter til jeres spørgsmål og besvarer dem løbende – og i øvrigt fortæller skønne historier om mennesker, der gør en forskel i lokalområdet.
Medlemmer vil hver uge modtage lørdagens nyhedsbrev, der giver et overblik over ugens lokale nyheder og inspiration til oplevelser i ugen, der kommer.








