”Et svalepar insisterer på at bo under vores tagudhæng. De byggede rede og rugede tre unger ud. En dag lå de på jorden og puttede sig tæt sammen – reden var faldet ned”, fortæller Finn Langgaard, der bor i udkanten af Fredensborg.
Hvad gør man så? Den lille, men smukke historie fortælles her med Finn Langgaards egne ord.
”Jeg foldede et stykke kyllingenet som en lille skål med høj bagside, satte den op med et par kroge og lagde klude i. Så kom ungerne op i den nye rede. Og det lykkedes! Forældrene fortsatte fodringen, ungerne blev flyvefærdige og forlod hjemmet.”
”De gamle fugle mente dog ikke, at reden var helt god nok og byggede derfor forkanten op, så den kom til at ligne en ‘rigtig’ svalerede lidt mere. Det kan ses på billedet!”
”Så kom der igen æg og unger – og nu er andet kuld fløjet fra reden. Et lille lyspunkt i den barske hverdag!”
Tak til Finn Langgaard for at sende historien og billedet til skrivtil@tjekfredensborg.dk, så denne uge kan starte med omtanke, samarbejde og virketrang.







