18. marts 2026

Kære borgmester. Vi har 103 underskrifter og ingen steder at aflevere dem

Af Lars Clausen, Stephanie Haut, Inge Juul, Jørgen Juul, Rose Arezoo Khodabakhshi, Marianne Kjær, Tina Mehakovic, Lotte Pedersen, David Raabo Revland, Daniel Sommer og Mia Sommer

Del artiklen

Kære Thomas Lykke Pedersen. Vi står her i Baunebjerghuse med 103 underskrifter fra beboere, der beder om én ting: rimelige og tålelige forhold under en fuldstændig kaotisk renovering.

I flere uger har vi forsøgt at overdrage disse underskrifter til Fredensborg Kommune. Ikke digitalt. Ikke med e-Boks. Bare helt lavpraktisk – personligt, med papir i hånden, øjenkontakt og et billede som minde. Men det lader ikke til, at der er nogen, der vil tage imod.

Annoncer

Vi har ellers prøvet at sige det pænt til hele Byrådet. Vi nævnte §34 i Almenlejeloven – den om, at arbejder skal ske uden afbrydelser og til mindst mulig ulempe for lejeren.

Lige nu bor vi i et byggekaos med et nærmest stillestående arbejde blandt jordbunker, lukkede stier, udgravninger, slanger og ledninger, badevogne, stilladser og skurvogne med nogle få fritgående håndværkere, som skal have fri adgang til hjem i 12-15 måneder. Det er ikke helt det, vi forbinder med “mindst mulig ulempe”.

Lastbiler larmer ved byggepladsen midt i bebyggelsen mellem klokken 5 og klokken 19. Og er der håndværkere på arbejde, så kommunikeres der med råben fra kl. 7 – de har virkelig gode lunger.

Vi ved, at vores husdyr ikke må gå i vejen, mens der arbejdes. Det er bare lidt svært at vide, hvornår det er, da råderummet for håndværkerne over vores hjem er stort og tælles i hele uger. Vi har forsøgt at få svar – om varme, el, vand, adgang, samtykke og overholdelse af §34 i Almenlejeloven – men svaret fra kommunen lyder, at vi må klage enkeltvis. Mod betaling.

I et nævn med en behandlingstid på mange måneder, som kun vil se meget begrænset på om 12-15 mdr. er rimeligt for en renovering, som kunne klares på den anden side af vejen på 4 mdr.

Kære borgmester, dette er ikke en privat sag. Det er en kollektiv oplevelse, og derfor burde kommunen også møde os kollektivt. Ikke med en blanket, men med ansvar.

Så hvad siger du? Er der nogen i Byrådet, der vil tage imod vores 103 underskrifter? Vi lover at komme uden byggestøv på skoene – men måske med lidt skepsis i blikket.

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder