Gevinsterne til dette års banko fyldte store dele af teltet, der er er sat op til Fredensborg Sports- og Sommerfest. Fredag eftermiddag var der travlhed op til åbningen af sommerfesten på idrætsarealerne på Kastanievej, og det var omtrent på den tid, at der blev lukket for tilmeldinger til banko trods stor interesse i slutspurten.
Fordi arrangørerne skal jo også have tid til at håndtere og afvikle bankospillet, der fredag aften har knap 200 deltagere. Senere på aftenen spiller Donut Brothers fra 22.30 og efter midnat går DJ Daniel på for at skabe en fest frem til klokken 02.00 – alt sammen skrevet i nutid, fordi denne artikel er udgivet fredag eftermiddag.
Lørdag den 9. august er der kegleturnering og loppemarked fra klokken 10.00 og dagen igennem et stort program med aktiviteter for børn og voksne, og det samme sker søndag frem til klokken 16.00.
– Næste år har vi nok brug for lidt flere frivillige i dagene op til, pruster Polle, alias Poul Haldrup, fredag eftermiddag.
Sammen med Brian Verner Johansen er han i front med den sommerfest, som FBI (Fredensborg Boldklub og Idrætsforening) har været initiativtager til at genoplive.
Fest i to andre bysamfund
Lørdag er der også en stor sommerfest i Karlebo, der ligeledes har et flot program – og selvom arrangørerne tænker, at de næste år vil være fint ikke at lægge de tom sommerfester samme weekend, er der også en vurdering af, at publikum til de to sommerfester ikke er de samme.
Sommerfesten i Karlebo er de seneste år knap så stor som tidligere, hvor den lå på idrætsarealerne og ikke ved selve klubhuset, men festen i Karlebo er båret af et børnevenligt program, god musik om aftenen og en fantastisk gejst og opbakning fra områdets nyligt tilflyttede.
Ved engene ned mod Usserød Å i Kokkedal er der også en stor musikfestival lørdag den 9. august, hvilket man kan læse om her.





