Sund i naturen-AKTIV starter op den 10. september, og er et tilbud til voksne som er udfordret med kronisk sygdom. Målet er sundhedsfremme og fastholdelse af funktionsevne, men det er ikke sygdom der fylder i forløbet.
Det handler om at komme ud sammen med andre og få øje på nogle af de mange muligheder, der er for at bevæge sig og være aktiv i naturen. Indholdet er varieret og byder på naturoplevelser, moderat fysisk aktivitet, introduktion til udvalgte foreningsaktiviteter, bålkaffe og hyggeligt samvær med andre i samme situation, fortæller Gang i Fredensborg i en pressemeddelelse.
Forløbet strækker sig over elleve onsdage fra den 10. september til og med onsdag den 26. november. Hver gang fra kl. 10.00 – 12.00. Der er flere forskellige mødesteder undervejs i forløbet, men alle ligger indenfor Fredensborgs kommunegrænse.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. For at kunne deltage skal man kunne gå et par kilometer ved egen hjælp uden pauser. Efter tilmelding vil man blive inviteret til en kort forsamtale for at sikre at tilbuddet matcher behovet. Se mere og tilmeld via dette link.
Har man spørgsmål til forløbet, er man velkommen til at kontakte projektleder Anne-Lene Haarklou Hansen, på tlf. 41 21 81 90 eller mail alhh@fredensborg.dk




