17. november 2025

Akut pres på venteliste nu kan udløse spadestik til plejecenter. Om fem år

Imens ventelisten til plejeboliger er ved at løbe løbsk, består mulighederne af køb af pladser i andre kommuner, et friplejehjem, hvor byggeriet endnu ikke er gået i gang, og af et kommunalt plejecenter, der først skal forhandles på plads.

Share

Om fem år kan der mangle 113 plejeboliger til borgere i Fredensborg Kommune, og for at løse det behov, er der endnu ikke sat en eneste spade i jorden. Nyheden om, at der endelig er et friplejehjem på vej på MTHøjgaards grund i Nivå, kan afhjælpe noget af problemet, men der skal først bygges – og første etape byder kun på 44 plejeboliger, hvor Fredensborg Kommune ikke kan finde penge til at reservere alle boligerne til egne borgere.

De 44 pladser kommer tidligst i 2027, derefter opføres yderligere 44 plejeboliger, hvilket samlet set ikke løser behovet for Fredensborg Kommune, ifølge den nyeste prognose. Seniorrådet er kommet med et opråb til handling med det argument, at behovet er så stort, at det er uværdigt for de ældre at satse på at løse det med forebyggelse. Derfor lyder spørgsmålet til borgmesteren: Er kommunen godt nok forberedt til at kunne tilbyde de plejehjemspladser?

Annoncer

– Vi har en udfordring, som vi dog ikke kan løse på den måde, som to politikere foreslår. De mener, at vi skal vælge at få anvisningsret til plejeboligerne, men det vil kræve deponering, og de penge har vi ikke i kassen. Derfor er det ikke en løsning, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) med henvisning til, at Bjørn Svensson (EL) og Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale) i Social- og Sundhedsudvalget har stemt anderledes end flertallet.

De to politikere foreslår, at kommunen forhandler en aftale om et fast antal pladser på det kommende friplejehjem i Nivå for dermed at sikre, at de 44 plejeboliger i 2027 rent faktisk kan bruges af borgere fra Fredensborg Kommune og ikke bare indgår i det samlede udbud i Nordsjælland. Et enigt Økonomiudvalg har netop afvist den mulighed, oplyser borgmesteren.

– Hvornår er det næste plejehjem budgetlagt til at blive opført?

– Vi arbejder på, at vi kan få et plejecenter på budgettet med opstart i 2030. Jeg har en forventning om, at budgetforhandlingerne vil ende med, at vi får det på plads, siger Thomas Lykke Pedersen (S).

Plejeboliger kan tilkøbes udenbys

Ifølge den nyeste prognose vil der være et behov for 113 ekstra plejehjemspladser i 2030, heraf vil der mangle omkring 74 pladser allerede om to år.

Hvis alt går efter planen, er der 44 plejehjemsboliger klar i Nivå om to år, men ikke alle boliger i 1. etape kan forventes at gå til borgere fra Fredensborg Kommune. Friplejehjemmet i Nivå forventer 88 pladser, når 2. etape er opført, men det samme gælder – byrådspolitikerne kan ikke forvente at kunne trække 88 fra de 113 borgere, der om fem år forventes at mangle plejebolig.

Allerede i 2021, da politikerne fravalgte at lægge kommunale anlægskroner i et plejehjem i Nivå og i stedet satse på et friplejehjem, lød prognosen, at der ville mangle omkring 60 plejehjemsboliger fem-seks år senere – altså i disse år, hvor prognosen siger en mangel på 54 pladser.

Meget tyder derfor på, at prognoserne holder. Så derfor – har Fredensborg Kommune vist rettidig omhu?

– Vi har jo samarbejdsaftaler med de omkringliggende kommuner om, at vi kan købe os ind på nogle af deres pladser, og derfor er der jo flere muligheder for at tilbyde plejeboliger. Men det er rigtigt, at vi ser alvorligt på emnet i budgetforhandlingerne, understreger borgmesteren.

Den månedlige husleje på friplejehjemmet i Nivå forventes at blive omkring 11.500 kroner, hvor den i gennemsnit er 8.100 kroner på et kommunalt plejecenter.

– Nogle vil sige, at de ældre borgere kommer til at betale prisen i form af højere husleje på et friplejehjem, fordi I som kommune ikke har bygget selv. Hvad vil din kommentar være til det?

– Mit svar er, at vi har et byråd, der gerne vil have diversitet i udbuddet af plejeboliger. Man giver lidt ekstra, men så får man også et andet tilbud, og det kender vi jo allerede fra Else Mariehjemmet i Humlebæk, der også har boliger med en højere husleje. Vi prøver at følge med så godt, vi kan, og vi skal også være en kommune, hvor der er valgmuligheder for borgerne, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.


Svært at tackle udsigt til kaos: Et friplejehjem på taget og ej penge i hånden

Hvad gør de andre partier i byrådet for at undgå, at over 100 borgere kommer til at vente mere end to måneder på plejehjemsbolig om blot fem år?

Fakta

  • TjekFredensborg beskriver presset på plejehjemsboliger i temaet “Et spørgsmål og fire nedslag, der kan give svar”. Og spørgsmålet er “Ældre med akut behov venter over to måneder på bolig. Hvad gør politikerne?”
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt journalistik, der skaber stærke lokalsamfund.
  • Prognosen for plejeboliger er behæftet med usikkerhed og indregner en række forebyggende tiltag som fx ”Sund aldring”, der er en målrettet indsats på at sikre, at de store generationer holder sig friske så længe som muligt.
  • Hvis en kommune laver en aftale om anvisningsret for at reservere samtlige plejeboliger på et privat plejehjem, træder der en særlig lovgivning i kraft. I praksis betyder det, at kommunen ikke slipper for en slags anlægsomkostninger, selvom kommunen ikke selv bygger.
  • Ifølge lånebekendtgørelsen skal kommunen enten have plads i sin låneramme eller deponere et beløb svarende til anlægsudgifterne til kommunale plejehjemspladser, servicearealer og 10 % af boligens værdi som grundkapital, fremgår det af sagsfremstillingen til politikerne.
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder