Som altid på denne tid af året arbejdes der på højtryk med at forberede årets store motionsløb, Esrum Sø Rundt. Fredensborg Atletik Klub, der arrangerer løbet, lægger stor vægt på, at der skal være plads til både almindelige motionister, eliteløbere og ikke mindst børn og børnefamilier.
Løbet har start og mål foran Fredensborg Slot søndag den 31. august, og som noget særligt har Kongehuset igen i år givet tilladelse til, at alle ruterne går gennem den lukkede del af Fredensborg Slot, forbi Kancellihuset og videre igennem Slotshaven med flotte kig ud over Esrum Sø og til slottet, fortæller Esrum Sø i en pressemeddelelse.
Der er distancer på 1,5 km (børneløb), 4,2 km (børneløb), 5 km, 10 km og 27 km.
– Sidste år var der tilmeldt 2900 deltagere, og alt tyder på, at vi kan blive flere i år. De cirka 150 hjælpere vil gøre alt for, at det bliver en stor festdag – ikke blot for alle deltagerne, men også for hele Fredensborg by, udtaler Helge Frøsig, der formand for Fredensborg Atletik Klub.
Han tilføjer:
– De ikoniske grønne tårne pryder endnu engang Slotsgade, som et sikkert tegn på, at vi er ved at nærme os den store dag. Det er Fredensborg Handels- og Håndværkerforening, der gennem mange år har sørget for opsætningen af tårnene, og det er vi meget taknemmelige for.
Esrum Sø Rundt er et af Danmarks smukkeste motionsløb med ruter for alle aldre og niveauer. Løbet har været afholdt siden 1972, og det er dermed også et af Danmarks ældste motionsløb.
Supplerende oplysninger kan findes på løbets hjemmeside.





