I landområderne omkring Karlebo, Gunderød, Kirkelte og op til Hesselrød skal borgerne i øjeblikket koge vandet, inden de drikker det.
Det anbefaler Fredensborg Forsyning og Fredensborg Kommune, eftersom der er registreret coliforme bakterier i drikkevandet.
”Vi arbejder på højtryk for at finde fejlen. Det drejer sig kun om forsyningsområdet, der indtil 1. juli var tilknyttet Gunderød Vandværk”, skriver Fredensborg Forsyning på sin hjemmeside og fortsætter:

”Der er kun en meget lille risiko for, at du bliver syg, hvis du har drukket af vandet. Indtil nu er der fundet meget små mængder af bakterier. Men kog vandet fra nu af, før du drikker det.”
Ikke nok at brygge kaffe
To minutters kogning dræber bakterierne i vandet. Ved brug af elkedel eller gryde gives en portion vand 2 opkog med 2-5 minutters mellemrum.
Ved brug af kaffe- og temaskiner opnår vandet ikke en temperatur på de nødvendige 100 grader i 2 minutter, oplyser Fredensborg Forsyning.
”Vandet skal koges, indtil nye prøver viser, at forureningen er ophørt. Når vi får resultatet af en række nye prøver, vil de vise, om kogeanbefalingen kan ophæves. Vi vil løbende opdatere med nyt om sagen”, lover Fredensborg Forsyning og tilføjer:
Hvis du bliver dårlig søg egen læge. Man kan godt bade i vandet, og dyr må gerne drikke det.
Man kan følge udviklingen her på TjekFredensborg.dk samt på Fredensborg Forsynings hjemmeside. Det fremgik tidligere i overskriften, at det er colibakterier, men der er ikke fundet de bakterier, der relaterer sig til fækalt materiale. Derimod er der Coliforme bakterier, der kan komme fra overfladevand og planterester.












