Når politiske formænd i kommunale selskaber får op mod 200.000 kroner om året i bestyrelsesvederlag, bør man som borger stoppe op og spørge. Er det faglig indsigt – eller politisk netværk og kompensation – der kvalificerer dem til posten?
Det seneste forslag om at indføre aflønning af formandskabet i NSPV (Nordsjællands Park & Vej) føjer sig ind i en tendens, hvor bestyrelsesposter bliver brugt som kompensation for lokalpolitisk arbejde. Men det er en farlig glidebane, hvis aflønning ikke knyttes til reel kompetence og ansvar.
Jeg mener ikke, at politikere generelt tjener for meget – tværtimod burde de have bedre vilkår for at løfte deres politiske arbejde seriøst. Men det politiske vederlag bør gives for netop dét arbejde. Ikke som formand for en millionvirksomhed, hvor det kræver helt andre styrings- og ledelseskompetencer at skabe værdi og tage ansvar.
I dag ser vi flere eksempler på netværksbaseret udpegning:
- I Fredensborg Forsyning består bestyrelsen af 15 personer – jeg gentager; 15 personer?! Hvoraf 7 er byrådsmedlemmer. Og formanden får et vederlag på 160.000 kr årligt
- Norfors, med en balance på over 1,5 milliarder kroner. Her sidder udelukkende borgmestrene fra ejerkommunerne. Er de virkelig de mest kompetente der findes til dette job?
- Og i NSPV er 6 ud af 9 medlemmer lokalpolitikere. I dag uden vederlag, men det lægges der op til skal ændres.
Det er derfor på tide at stille spørgsmålet åbent. Skal poster i kommunalt ejede selskaber fortsat være belønning for tro politisk tjeneste – eller skal de besættes efter kvalifikationer, som man ville forvente i enhver professionel virksomhed?
Politikerne skal pr definition ikke dokumentere deres kvalifikationer, hvilket er det smukke i demokratiet. Det er udelukkende et stemmetal som kvalificerer dem til embedet. Men man kunne godt overveje, om det ikke burde være rimeligt, at der indførtes et mindste krav for kvalifikationer til bestyrelser.
Det er ikke lønnen, der er problemet. Det er hvem der får den – og for hvad.
