Lad os bare indrømme det. Hvis man har børn med på et museum, kan det være en prøvelse for de fleste. Ja, selv voksne kan have brug for en pause. Med få undtagelser kan man altid finde ro ved ét af de stedsbestemte kunstværker på kunstmuseet Louisiana – trods de over 700.000 årlige gæster.
Hvis man har børn med, kan de let bruge et kvarters tid på at balance på kanterne af Dani Karavans skulptur ”Square/Plads” fra 1982, anlagt på museets sydøstlige terrasse. Man finder stedet ved først at opsøge kunstneren George Trakas værk på skrænten med mod Øresund, naturligvis på den sydlige del af grunden.
George Trakas kom til Louisiana i september 1982 og blev klar over, at Knud W. Jensen gerne så, at de besøgende strejfede om på museets jorder, beretter Michael Sheridan i bogen “Louisiana. Arkitektur og landskab”.
De skulle have muligheden for at opleve uventede udsigter på museets ejendom, og George Trakas fik til opgave at inspirere de besøgende til at udforske skrænten. Det blev til værket ”Self Passage”, der i dag leder gæsterne mod den sydøstlige terrasse – næsten på en måde, hvor man føler, at man nærmer sig et forbudt område.
Men det gør man ikke, om end man skal sætte fødderne forsigtigt for ikke at falde, og pludselig kan man gå opad igen og ende på terrassen, hvor den næsten fem gange fem meter store firkant ses, skabt af Dani Karavan i den samme periode.
Som værk er “den “Square/Plads” orienteret mod Tycho Brahes Uranienborg på øen Hven. Uranienborg var i slutningen af 1500-tallet omgivet af firkantede mure, og man kan se Hven fra den sydøstlige terrasse. Det er et godt sted at sætte sig for at holde en pause.
Fakta
- Dette er en artikel i serien ”Hva’ ska’ vi lave? Guide til steder, som ikke alle kender”. Ideen er at samle inspiration til oplevelser, der knytter sig til fysiske steder i Fredensborg Kommune. Kom gerne med inspiration og tips til steder, der har en særlig historie, stor som lille. Skrivtil@tjekfredensborg.dk
- De fysiske steder kan knytte sig til mange emner, hvad enten det er kunst, arkitektur eller udeliv. Her er emnet kunst, og Dani Karavans stedsbestemte værk kan ses på den sydøstligste terrasse på kunstmuseet Louisiana med adgang fra den sydlige skrænt.




